Så er det en uge siden, at jeg sidst skrev et indlæg og tænk hvor mange ting, der kan ske på bare en uge.
Det har været en uge fyldet med begivenheder - både gode og dårlige.
Lige nu ligger jeg (fanget) i medical center med madforgiftning på 2. dag. Her var overfyldt i går med forgiftede elever - og den hovedmistænkte for sygdommen er cafeteriets pasta i onsdags.
Så uden mad i maven i en fyldt 'hospitalssal' har jeg tilbragt mine første dage som 18årig. Dejligt.
Oprigtigt dejlig var min fødselsdag dog. Klokken 00:00, da dagen skiftede til d. 9. september, kom der vildt mange mennesker til wada 1 (min wada), hvor jeg sad i vores common room. De overraskede mig med sang, masser af kram og hjemmebagt kage og gjorde mig utrolig glad og varm indeni - og jeg følte mig virkelig hjemme. Efter at de fleste var gået og jeg havde fået flere knus end man normalt får på et år, overraskede mine roommates og tætteste venner mig igen med endnu en kage - denne endnu bedre end den første. Os der var tilbage hyggede og spiste kage og jeg gik i seng med et smil på læben efter at have nydt mine første timer som voksen.
Dagen efter var også dejlig med en masse 'happy birthday', smil og glade ansigter. Dog var min fødselsdag præget af at vi (en gruppe på 10) skulle til Pune og lave FRO, som er Indiens ufatteligt langsomme og bureaukratiske visaregistrering, som alle skal i gennem. Det tog os små syv timer inkl køretur til Pune, ventetid på FRO-kontoret og udfyldning af papirer. Vi nåede dog også lige ud og spise pizza og endte med faktisk at have det rigtig sjovt - så det var faktisk ikke en sørgelig måde at tilbringe sin fødselsdag på.
Resten af aftenen gik med swing dance for alle der havde lyst - en aktivitet, som jeg nok vil fortsætte med at gå til hele året.
Men faktisk har min fødselsdag ikke engang været højdepunktet den sidste periode. Én ting er svær at vælge ud, men Ganesh Chaturthi festivalen skal helt sikkert nævnes. Ganesh er en hinduistisk figur (menneskekrop og elefanthoved) og her i staten Maharashta fejrer man ham hvert år ved at lave et lille tempel til ham og 10 dage senere sænke ham ned i vand (en flod eller lign.). Nedsænkningen af Ganeesh var hvad vi deltog i. Den foregår med Hinduistiske ritualer, hvor man blandt andet 'vasker' sit ansigt i røg og spiser små indiske kokoskager. Efter ritualerne i skolens lille midlertidige tempel (som staff har bygget for at hylde Ganesh) gik vi med musik og traktor ned til den nærmeste landsby. På vejen blev der kastet med masser af farve og snart var vi alle meget pink. Det var fantastisk sjovt at deltage i og vi dansede og smurte hinanden ind i farve hele vejen ned til Mula-floden. Ved floden var vi med ved landsbyindbyggernes ritualer, hvor alle statuerne af Ganesh sænkes ned i vandet sammen med kurve med forskellige blomster og gaver. At deltage i sådan en tradition var utroligt og vi følte os meget velkomne og taknemmelige ved de så gæstfrie mennesker, der uden videre lod os være en del af deres hellige ritual. Der var en helt speciel stemning; alle børnene var spændte og glade og de voksne mænd og store drenge badede i flodens grumsede vand efter at have sendt Ganesh afsted.
Vi gik tilbage til toppen af bjerget, overvældede af den gode oplevelse og en masse latter, og prøvede at vaske den pink farve af. Det lykkedes nogenlunde - nogle af de lyshårede piger har dog stadig strejf af rødt hår.
To dage senere gik turen igen igennem Khubavali (den nærmeste landsby) denne gang var det dog for at være på homestays. Vi skulle besøge og overnatte hos en indisk familie og jeg, og min veninde Pulkit, skulle bo hos 15årige Kenan og hendes familie. Kenan var sød, elskede at studere og kunne, i modsætning til de fleste i hendes familie, tale engelsk. At opleve livet i landsbyen og deres hjem var både interessant og overvældende; familien boede i et hus med to værelser: et køkken og et alt-muligt-rum. I det ene rum sov alle familiens 5 medlemmer hver nat på en lille briks og på tæpper på gulvet. At huset var så lille og minimalt møbleret var meget mærkeligt og anderledes at forholde sig til - specielt fordi, at de, på trods af at sove på gulvet og ikke have indlagt vand i køkkenet, havde både fjernsyn og dvd-afspiller. Og det havde alle familierne. Det er nok her - på teknologi - at udvikling og fremgang sker lige nu - jeg opdagede i hvert fald på dette døgn, hvor forskellige prioriteringer folk har for at hæve deres livskvalitet.
Børnene i familien var glade og nysgerrige og vi var både med til at lege lege i skolegården og deltage i Kenans kusines fødselsdag. Generelt var jeg overrasket over hvor meget livsglæde og gåpåmod og ikke mindst fremtidsplaner børnene havde, men på forældrene kunne til gengæld ses, at familiernes hårde kår var sværere at leve med, end børnene måske opdagede.
Jeg lærte virkelig meget af denne oplevelse både om indiske familieforhold, mad, skolegang, hygiejne, traditioner og hverdag, og jeg gik hjem til MUWCI med både negative og positive indtryk af livet i landsbyerne. I maven havde jeg god indisk mad og op ad armen snoede sig en lang og flot hennatatovering lavet på bare 10 minutter af en 14årig pige.
Som tiden går, føler jeg mig føler mere og mere hjemme i Indien; kan sige tak på hindi, har haft min første madforgiftning og har indset, at jeg faktisk også er begyndt at lugte indisk (jeg laver ikke sjov, vores sved lugter faktisk indisk. Måske er det krydderierne.. )
Men der er stadig lang vej endnu, hvis jeg vil nå mit mål om at føle mig ægte indisk, blandt andet skal jeg nok lige justere min tålmodighed og forholde mig til mit nye (og overraskende positive) syn på Danmark.
Her kommer lige en smule billeder af mit nye hjem ("hjem". Mit hjerte er stadig meget i Danmark og hjem er jo Where the heart is). De dog taget på en meget cloudy dag og campus kommer vist slet ikke til sin ret.
Billederne fra Ganesh kan jeg desværre ikke selv tage credits for - de må gå til forskellige venner fra facebook.
Så uden mad i maven i en fyldt 'hospitalssal' har jeg tilbragt mine første dage som 18årig. Dejligt.
Oprigtigt dejlig var min fødselsdag dog. Klokken 00:00, da dagen skiftede til d. 9. september, kom der vildt mange mennesker til wada 1 (min wada), hvor jeg sad i vores common room. De overraskede mig med sang, masser af kram og hjemmebagt kage og gjorde mig utrolig glad og varm indeni - og jeg følte mig virkelig hjemme. Efter at de fleste var gået og jeg havde fået flere knus end man normalt får på et år, overraskede mine roommates og tætteste venner mig igen med endnu en kage - denne endnu bedre end den første. Os der var tilbage hyggede og spiste kage og jeg gik i seng med et smil på læben efter at have nydt mine første timer som voksen.
Dagen efter var også dejlig med en masse 'happy birthday', smil og glade ansigter. Dog var min fødselsdag præget af at vi (en gruppe på 10) skulle til Pune og lave FRO, som er Indiens ufatteligt langsomme og bureaukratiske visaregistrering, som alle skal i gennem. Det tog os små syv timer inkl køretur til Pune, ventetid på FRO-kontoret og udfyldning af papirer. Vi nåede dog også lige ud og spise pizza og endte med faktisk at have det rigtig sjovt - så det var faktisk ikke en sørgelig måde at tilbringe sin fødselsdag på.
Resten af aftenen gik med swing dance for alle der havde lyst - en aktivitet, som jeg nok vil fortsætte med at gå til hele året.
Men faktisk har min fødselsdag ikke engang været højdepunktet den sidste periode. Én ting er svær at vælge ud, men Ganesh Chaturthi festivalen skal helt sikkert nævnes. Ganesh er en hinduistisk figur (menneskekrop og elefanthoved) og her i staten Maharashta fejrer man ham hvert år ved at lave et lille tempel til ham og 10 dage senere sænke ham ned i vand (en flod eller lign.). Nedsænkningen af Ganeesh var hvad vi deltog i. Den foregår med Hinduistiske ritualer, hvor man blandt andet 'vasker' sit ansigt i røg og spiser små indiske kokoskager. Efter ritualerne i skolens lille midlertidige tempel (som staff har bygget for at hylde Ganesh) gik vi med musik og traktor ned til den nærmeste landsby. På vejen blev der kastet med masser af farve og snart var vi alle meget pink. Det var fantastisk sjovt at deltage i og vi dansede og smurte hinanden ind i farve hele vejen ned til Mula-floden. Ved floden var vi med ved landsbyindbyggernes ritualer, hvor alle statuerne af Ganesh sænkes ned i vandet sammen med kurve med forskellige blomster og gaver. At deltage i sådan en tradition var utroligt og vi følte os meget velkomne og taknemmelige ved de så gæstfrie mennesker, der uden videre lod os være en del af deres hellige ritual. Der var en helt speciel stemning; alle børnene var spændte og glade og de voksne mænd og store drenge badede i flodens grumsede vand efter at have sendt Ganesh afsted.
Vi gik tilbage til toppen af bjerget, overvældede af den gode oplevelse og en masse latter, og prøvede at vaske den pink farve af. Det lykkedes nogenlunde - nogle af de lyshårede piger har dog stadig strejf af rødt hår.
To dage senere gik turen igen igennem Khubavali (den nærmeste landsby) denne gang var det dog for at være på homestays. Vi skulle besøge og overnatte hos en indisk familie og jeg, og min veninde Pulkit, skulle bo hos 15årige Kenan og hendes familie. Kenan var sød, elskede at studere og kunne, i modsætning til de fleste i hendes familie, tale engelsk. At opleve livet i landsbyen og deres hjem var både interessant og overvældende; familien boede i et hus med to værelser: et køkken og et alt-muligt-rum. I det ene rum sov alle familiens 5 medlemmer hver nat på en lille briks og på tæpper på gulvet. At huset var så lille og minimalt møbleret var meget mærkeligt og anderledes at forholde sig til - specielt fordi, at de, på trods af at sove på gulvet og ikke have indlagt vand i køkkenet, havde både fjernsyn og dvd-afspiller. Og det havde alle familierne. Det er nok her - på teknologi - at udvikling og fremgang sker lige nu - jeg opdagede i hvert fald på dette døgn, hvor forskellige prioriteringer folk har for at hæve deres livskvalitet.
Børnene i familien var glade og nysgerrige og vi var både med til at lege lege i skolegården og deltage i Kenans kusines fødselsdag. Generelt var jeg overrasket over hvor meget livsglæde og gåpåmod og ikke mindst fremtidsplaner børnene havde, men på forældrene kunne til gengæld ses, at familiernes hårde kår var sværere at leve med, end børnene måske opdagede.
Jeg lærte virkelig meget af denne oplevelse både om indiske familieforhold, mad, skolegang, hygiejne, traditioner og hverdag, og jeg gik hjem til MUWCI med både negative og positive indtryk af livet i landsbyerne. I maven havde jeg god indisk mad og op ad armen snoede sig en lang og flot hennatatovering lavet på bare 10 minutter af en 14årig pige.
Som tiden går, føler jeg mig føler mere og mere hjemme i Indien; kan sige tak på hindi, har haft min første madforgiftning og har indset, at jeg faktisk også er begyndt at lugte indisk (jeg laver ikke sjov, vores sved lugter faktisk indisk. Måske er det krydderierne.. )
Men der er stadig lang vej endnu, hvis jeg vil nå mit mål om at føle mig ægte indisk, blandt andet skal jeg nok lige justere min tålmodighed og forholde mig til mit nye (og overraskende positive) syn på Danmark.
Her kommer lige en smule billeder af mit nye hjem ("hjem". Mit hjerte er stadig meget i Danmark og hjem er jo Where the heart is). De dog taget på en meget cloudy dag og campus kommer vist slet ikke til sin ret.
Billederne fra Ganesh kan jeg desværre ikke selv tage credits for - de må gå til forskellige venner fra facebook.
