Home Sweet Home

Det var følelsen jeg havde efter at have tilbragt en måned I Danmark, og så atter gik ned I gennem Student Village med min tætpakkede kuffert, og en hånbagage med en smule overvægt, og åbnede døren til mit blå træhus, hvor mange savnede ansigter mødte mig. Vi havde været spredt udover hele verden, og alligevel kom vi alle tilbage og havde denne lille Flekke tilfældes. Den følelse var magisk.

Den første aften gik med at udveksle historier om hvad den seneste måned havde budt på af alt fra strandture, skiferier, lektielæsning, god mad, forskellige former for jul, familie besøg og andet godt. Alle havde tilsyneladende haft en god og tiltrængt ferie. Ferien havde bragt godt humør med sig, og hele Campus blev fyldt af ny energy. 

Alt er hurtigt faldet på plads igen, og det føles på mange måder, som om jeg aldrig har været hjemme, og dog er der en lille forskel, men meget væsentlig forskel. Det at være hjemme i mine vandte rammer i Danmark, og det at være væk fra det der har erstattet disse vandte rammer, og som i løbet af det sidste halve år er blevet min hverdag, har fået mig til at indse hvor heldig jeg er at være her, og hvor usædvanlig en hverdag det er at have hele verden omkring mig i midten af den mindste Flekke jeg nogensinde har boet i, og selvom det "bare" er en hverdag, og vil være det det næste halvandet år, så har jeg besluttet mig for at sætte pris på det HVER DAG. Selvom IB'en til tider kommer som en kæmpe bølge, og oversvømmer mig med uoverskuelige opgaver, og selvom Norge til tider kan være utrolig regnfuldt og mørkt, så opvejer det ikke alt det fantastiske, uerstattelige der også følger med.

Jeg har den sidste uge, været på langrendski for første gang. Jeg tror jeg forbliver størst fan af Down Hill skiing. Det med at stå på ski op ad bakker... Jeg har været på hike til Jarstadheia. Billederne nedenfor er fra den tur. I går havde vi prom med skolen fra byen Dale (10 km fra os). Derudover har jeg i det hele taget bare at være HJEMME!

                                         

                                      

    

PBL-Week

PBL-week (Project based learning) has now begun, which means that half of Campus is gone, doing different activities. Some are kayaking; some is surviving in the woods, some play basket, and many other exciting things. I am staying on campus this week, learning about the Thai culture, food, massage, and a few use full sentences in in the language. 

It is strange to say that it feels empty to be here since we are almost 150 students left, but it actually does. I miss 50 smiles, 50 well known voices and 50 beautiful faces. This really has reminded me about how much I already like all these nice people surrounding me every day, and how much I am going to miss them during winter break, but worst is it to think about how much I am going to miss them when these two years are over. When I realized this I decided to appreciate everything here at this wonderful place, just a bit more than what I already do. 

The last few days I have had a lot of things to be thankful for. Yesterday the sun was shining all day, and it was quite warm outside. I woke up, ate breakfast, and afterwards I got invited to make cinnamon buns with Sofia and Mar. Since the weather was amazing, we decided to move all the ingredients outdoor, and bake out in front of Iceland house. It looked like a TV-program when we stood there with flour all over surrounded by the mountains and all the autumn colours in the forest. The cinnamon buns turned out very well, I think they are the most beautiful and well tasting I have ever made. We went up in the forest to eat them, but on our way up there, we walked through student village, and I am not sure whether it was our nice company or the smell of cinnamon, but all of a sudden a lot of other students decided to join us on our picnic.

Later on, I went back to continue my outdoor baking, but this time with Iman my roommate. We made pizzas for the room, which also turned out very well, and we had a super delicious room dinner.    

Stocked in the mud

Today the weather has been exactly how I expected it to be in Norway. We have had heavy rain all most all day and thunder storm, which caused a power cut during dinner, but it was actually cozy. 

Right now I am sitting at my desk writing this blog post, while the water splashes on the window. It’s completely dark outside and I can really feel that the autumn has set in. 

Even though the weather has been “bad” today, it was not an excuse for not participating in my weekly hiking EAC, so I tightened my hiking boots, put on my red rain jacket and I then started walking together with 11 other students. The hike was so beautiful, the leafs have started changing colors, and the few sun raises that managed to break through the heavy clouds made it all look magical. Because of all the rain, we walked in water and mud all the way, but it was just part of the experience. 

On our way back, I literally got stocked in the mud. I stepped on what I thought was a stone, but it turned out to be a big bunch of mud, which almost ate me. My knees were covered in mud, and I wouldn’t have been able to get up, if it wasn’t because of my friends, I don’t think I would ever have gone up from that hole! We all laughed at it afterwards, and I continued the hike, but with a thick layer of mud all over my legs. When we got back to campus, we were all very wet, and to wash of all the mud we decided to take a shower in the waterfall in front of cantina. It was freezing cold, but so funny. I ended this adventure with a looooong and warm shower!  

- Ulrikke      

Nordlys og andet godt

Endnu en uge er nu gået, og jeg sidder nu ved mit skrivebord, og prøver at huske alle de mange ting jeg har oplevet. Det er næsten en umulig opgave. Det første jeg kommer i tanker om, er ordet travlt. Vi er i gang med at forberede et first year show. For kort at forklare det, er det et show lavet af os first years, fyldt med dans, sang og teater. Anden års eleverne lavede deres i sidste uge, og det ville være en underdrivelse at sige det var fantastisk. Halvanden time med talenter fra hele verden! De har sat standarden højt, men jeg tror sagtens vi kan nå den! Jeg er med i fire af "acts", og jeg må indrømme at de alle ligger rimelig langt fra min comfort zone. Blandt andet skal jeg deltage i en Bollywood dance, hvor det virkelig gælder om at kunne svinge hofterne, hvilket for mig uden nogen sans for rytme kan være UTROLIG svært, meeen jeg har jo en hel uge at lære det i. Derudover skal jeg danse en yoga dans til en multilingual song, hvilket heller ikke er det nemmeste, med min meget usmidige krop. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg har fået den idé at disse acts og mig er det perfekte match, men trods udfordringen der ligger i det, er vanvittig sjovt, men selvfølgelig også travlt, da der stadig følger lektier oven i.

Lørdag nat, var der varslet nordlys, så jeg gik op på hvad vi her kalder Upper Road, hvor der intet lys er, men en smuk udsigt over hele campus. Her lå jeg og kiggede på stjerner, og ventede på det meget omtalte nordlys i en god times tid. Da ingen grønne lys viste sig på himlen, bestemte vi os for at gå tilbage, og netop som vi begynder at gå, kommer de grønne lys frem på himlen. Selvom de ikke var helt så tydelig som jeg havde forventet, var det et magisk øjeblik. jeg fik følelsen af at jeg var med i Bjørne Brødrene. Kort efter kom alle resterende elever løbende ud af deres huse, og råbte højt "NORTHERN LIGHT!!!", og snart var hele campus samlet om denne smukke oplevelse.

                                                       (Thea, mig og det smukke nordlys)

I dag har vejret været i verdensklasse, så jeg har badet i fjorden, og nydt solen på græsset med tæpper og godt selskab.

Dette er kun et meget kort udpluk af hvad jeg denne uge har budt på, men som i kan høre, har jeg det stadigvæk fantastisk godt, og jeg nyder hver en dag, og er så taknemlig for at jeg kun lige er gået i gang, og stadig har udsigten over næsten to år med endnu flere gode oplevelser.   

Så blev det sandelig weekend

Denne uge er simpelthen fløjet afsted, men når jeg tænker tilbage på alt hvad jeg har foretaget mig kunne der ligeså vel være gået en måned eller flere! Det er en underlig følelse. Her sker så meget hver dag, at når jeg endelig får børstet mine tænder, lagt min trætte krop i min køje og tænker tilbage på dagen der er gået, har jeg svært ved at huske hvad jeg lavede først på dagen.

Jeg har i denne uge besøgt et flygtninge center, som ligger en times tid fra Campus. Det var en meget stærk men også utrolig god oplevelse. I går var jeg på hike i de norske bjerge, og ellers har min uge været fyldt med te-aftaler og skolearbejde.

I dag besluttede jeg mig for at have en "jeg skal ikke lave noget dag". Dette indebar, at jeg stod sent op, og tøffede udenfor i mine gummistøvler mod kantinen for at spise risengrød, som åbenbart er en helårs ret, som spises til morgenmad her i Norge. Da jeg kom tilbage til huset, besluttede Daniel fra Colombia og jeg os for at lave en fødselsdags kalender til vores Day room. Som vi sad der og klippesklistrede, kom Kole fra Lesotho forbi, og snart duftede hele vores Day room af afrikanske krydderier. Han var gået i krig med at koge afrikansk grød, som faktisk virkelig smagte godt. Reda fra Marokko kom også og satte sig, og snart var vores Day room også fyldt med arabisk musik. Sådan blev folk ved med at komme og gå, og som jeg sad der, gik det op for mig, hvor heldig jeg er, og hvor vildt det er, at jeg er omgivet af HELE verden. Selvom jeg byttede København for Flekke, har jeg aldrig følt mig så meget i midten af alting som jeg gør her. Det er FANTASTISK!!! og ligeså fantastisk kom vores hjemme klippede kalender til at se ud. Den hænger nu i vores Day room, så der ingen tvivl er om hvornår folk skal fejres.

På toppen...

... Af Jardstadheia, som er bjerget i vores "baghave"! Solen stod højt på skyfri himmel, og temperaturen var lige lige lidt over de 20 grader. I dette hæderlige vejr besluttede jeg mig, sammen med en gruppe andre elever, for at bestige dette bjerg, og uden overdrivelse, så har jeg aldrig oplevet noget smukkere end omgivelserne på denne tur. Vi gik i to timer for at komme til toppen, det var hårdt, men vi holdt lidt stop ind i mellem, mest af alt for at nyde den ubeskrivelige udsigt. Hver gang vi kom til et sted, med en ny udsigt, var jeg sikker på, at intet nogensinde ville kunne blive smukkere, men her tog jeg grueligt fejl, for, for hver skridt vi nærmede os toppen blev udsigten vildere og vildere. På turen plukkede vi blåbær, mens lyden fra vandfaldende rislede noget så idyllisk i baggrunden. Da vi nåede til toppen, holdt vi os et langt hvil. Der blev taget selfies, og mange andre smukke billeder for at forevige denne følelse af at være på "toppen"! Turen ned, var ikke nær så anstrengende, men en hel del mere skræmmende, da mange at skråningerne var utroligt stejle, og meget svære at gå på, men ned det kom vi, og en fantastisk tur, det havde vi. På turen ned, plukkede Vallory fra Rusland svampe, som vi sammen tilberedte, og spiste samme aften. Jeg skal love jer for at det smagte godt. hun har lovet at tage mig på endnu en tur, så jeg kan lære hvilke man må spise, og hvilke man helst ikke skal spise ;)

        

Hej til Jer!!

Ulrikke og Katrine her! I dag har vi været på tur, og har lavet jer en guide, så i kan se hvor vi bor og er :-)

Kom med på rundtur på UWCRCN!

Vi ses :-)

Starten på vores Norske eventyr

Skrevet i flyet:
Så er vi i gang! Der er himmel så langt øjet rækker, og vi har netop passeret Anholt.

Der var engang et fly der lettede fra Århus. I flyet var en blond dansker, det var Sophia. En halv time, og en samtale med Steffen Brandt senere satte denne blonde pige igen fødderne på jorden. På samme jord ikke langt derfra, kom Norman spænende op ad rulletrapperne i lufthavnen. På vejen havde han overhalet Ulrikke inden om, der stadig var i gang med sit fotoshoot. Ikke mange minutter efter kom Katrine i sin gule regnfrakke. Der blev givet hånd, og forældrene knipsede løs. Næste skridt inden numsen kunne plantes i flysædet skulle de igennem security. Katrine i den gule regnfrakke, havde stoppet lommerne med fugle og ikke nok med det havde hun i tilfælde af regn pakket hårtørrer i håndbagagen. Hvad gør man ikke for at se godt ud på første skoledag.

Skrives nu D. 22.08.14
Vi har det godt! Vi bor midt i fjeldene, med udsigt over den smukkeste fjord. I går var tre af os til fitness på badebroen, hvofra vi svedte i solens sidste stråler. Derudover har vi været på cykelkursus, for at få lov til at køre tandemmen til Flekke. Katrine valgte her at løbe hele vejen for at købe knappenåle, til at hænge lyskæden op i sengen. Efter en ellers ikke så vellykket matematik test, fik vi os et godt grin. Vi stod og betragtede fjorden, da Reda fra Marocco pludselig opdagede hvad han så fint valgte at kalde en sort marsmallow, den så saftig ud, og det viste sig at være en skovsnegl han havde taget op i hånden.

Fjorden har i løbet af disse få dage allerede dannet ramme om flere fantastiske oplevelser.
Katrine: Det var så smukt da jeg efter lege i skoven fandt migselv stående i vandkanten med 15 nye venner, fra hele verden. Vi skulle slå smut, og det at opleve en pige fra Swaziland slå smut for første gang i sit liv, og blive så glad at hun nærmest fløj var fantastisk. Det var så idyllisk og vi stod bare i 15 min og kastede sten i vandet og nød udsigten og grinede og havde det så sjovt.

Kanotur har også gjort stort indtryk. Vi har oplevet at sejle med folk, som aldrig før har set havet, som ikke kan svømme, og aldrig har siddet i en båd. Når man deler en sådan oplevelse med dem, er det næsten som om man aldrig selv har set havet, siddet i en båd eller aldrig lært at svømme.

Nu vil vi tage til Mandela 67, og der efter til Høegh cafe, hvor vi skal smage delikatesser fra hele verden.

Stort Knus fra alle 6 danskere

This will be my first post on our new blog.

I cannot believe that this adventure has come so close!

I remember the day in Marts when i recieved my first acceptance letter, telling me that I was going to be a UWC student at the college Red Cross Nordic (Norway). I do not think I will ever find the right words to describe the feeling I had inside when I first read the letter. If it was not because I was sitting in my class during a math lesson, which was very hard to pay any attention to afterwards, I would definitely have started crying - of happiness of course - but I had not told any of my class mates that I was applying, so I saved my tears until I got home. When all tears was out, I smiled non stop for the next many days, if not weeks, and the only thing I had on my mind was "United World Colleges Red Cross Nordic", even when I had to sleep. I dreamed about it every night the first few weeks!

The first thing I did was to count the exact number of months and days until I had to fly towards my biggest dream. At the time there was a little more than 5 months left.

Luckily these five months has flown away, and I am now sitting here in my summerhouse enjoying the last 22 days of my summer vacation, using most of the time to consider whether I have to pack in the red suitcase og the black one, how many towles I need, who my roommates are, that I have to remember calling my great granmother before leaving, etc.

Let the adventure begin!

(This was the first picture I saw of the college, and I still find it hard to believe that this "paradise" is the place I am going to consider as my home!)

PreviousNext((