onsdag den 10. september 2014

Quiero estar un latino

Selvom man som UWC elev er "tvunget" til at bruge utrolig meget tid på skolen, kan jeg ikke lade vær med engang imellem at smile fra øre til øre med tanken om hvilket fantastisk land jeg er kommet til! Hvis man ikke var interesseret, kunne man uden tvivl bruge alt sin tid inde for skolens mure (læs hegn og træer), men jeg vil så gerne nå at opleve det her fantastiske sted, inden de to år er omme! Her er min top tre:



Det lyder sikkert åndsvagt, men 2 år er faktisk ikke så længe, til at se så meget, for størstedelen er de længste ferier skal efter planen holdet i Danmark. Dog har jeg allerede skumle planer om, at liste en lille tur ind hist og her. Indtil videre er kan jeg kun gisne om, hvordan mange dele af Costa Rica er. Dog har jeg haft et par oplevelser i dette land, som jeg synes beskriver dens fantastiske kultur meget godt:

Den første skete i søndags, hvor vi tog til koncert inde i San José. Vi fik sendt en besked om denne gratis koncert i anledning af en bog messe i kulturhuset. Jeg havde absolut ingen planer om at tage afsted, da jeg forventede en tenor med violiner til eller sådan noget. Nogle latinoer fik mig dog overtalt, og jeg tænkte at det om ikke andet så var en mulighed for at se noget af byen. Min skepsis blev ved mens vi prøvede at finde stedet, der altså ligger et stykke ude for den del af byen, jeg er familiær med. Jeg prøvede dog at bevare roen, da en række af meget hvide, meget mørke og meget sydamerikanske unge kæmpede sig ind i mængden. 5 minutter efter gik bandet i gang, som jeg fik at vide, var et af de mest kendte i Costa Rica. Og hold da op hvor de fik startet en fest! De der latinoer forstår virkelig at feste! Det var som at være i en konstant mosh pit i halvanden time. Jeg blev kastet rundt i mængden sammen med alle de andre. Sjældent har jeg grint så meget, og det bedste var, man slet ikke følte sig utryg. Folk var simpelthen så opmærksomme og meget mindre fulde end på Roskilde. Troede det der med "hips don't lie" og latinamerika var en stereotyp, men hvor det passer. De mennesker kan virkelig bevæge hofterne!


Den anden er fra det lokale frugtmarked, hvor man som lyshåret pige i tøj, der ikke er købt i Wallmart godt kan blive kraftig anbefalet til at købe en masse ting. Jeg og nogle venner gik fra den ene bod til den anden og købte alt mulig mærkeligt frugt, men da vi er på vej tilbage mod skolen kommer en aldrende, skaldet mand løbende efter os. Mit spanske er stadig MEGET begrænset, så jeg går bare ud fra at han vil have penge, men får dog opfanget "fresa", og tænker træt at jeg da i hvert fald ikke skal købe nogle af hans fandens jordbær. Men så opfanger jeg "tomato" og kommer i tanke om, at jeg da glemte mine jordbær i boden med tomater. Jeg får fremstammet noget alà: "lo siente, muchos gracias" og skyndte mig tilbage efter mine jordbær, som manden fra boden havde passet på. 

Havde ikke lige et billede af mine jordbær men disse liches synes jeg var meget flotte 


Der er ingen tvivl om, at der er mange farlige steder i Costa Rica, og man skal passe på sine ting når man udstråler turist, som jeg gør, men jeg føler mig stadig ret tryg her. Folk er søde og imødekommende, og man kan altid få hjælp hvis man er faret vild. Selvom folk overhovedet ikke taler engelsk, plejer de at være meget tålmodige med en dum blondine som mig. Det virker ikke som om folk generelt prøver at snyde én, eller også gør de det bare så godt, at jeg slet ikke bemærker det… 

En sidste ting, jeg også lige vil have med, er deres utrolig tilbagelænede indstilling til livet. Der er ikke nogle busplaner eller lign., den kommer når den kommer. Desuden har ingen veje navne og spørger man en lokal, om de kan pege ens placering ud på et kort, ved de for det meste ikke hvor man er, hvorfor er det også vigtigt? De har heller ikke nogle ordentlige adresser, skolen beskriver sin placering som 350 meter sydøst for den katolske kirke i Santa Ana - er glad for at jeg ikke er postbud her! 

Alt dette kan jo godt være en smule svært for en kontrol fikseret europæer som mig, men man lærer faktisk utrolig hurtigt at leve med deres "tiko time" (tiko er deres lokale ord for costa ricaner), og det kan faktisk næsten være afslappende, hvis man bare prøver at tage tingene som de kommer. De er godt selv klar over deres afslappede måde at se tingene på, og noget de altid siger ved hilsen, lykønskning mv er "pura vida" hvilket ca. oversættes til rent liv. Elever på skolen fra Costa Rica har fortalt mig, at dette er meget costa ricansk, og udtrykker deres ønske om at fokusere på det vigtige i livet, hvad det så end er.

Taget på marked i San José 


   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar