Vandretur

Så er jeg så småt ved at finde mig ind i en hverdag her i disse fantastiske omgivelser, og selvom jeg allerede synes der er rigeligt at lave med skolearbejde, ture og socialisering begynder mine CAS også snart. CAS-programmet skal består af minimum tre "fritids"interesser, der skal gennemføres på lige fod med det akademiske for at få min IB Diploma. Dog uden karakterer… Man skal vælge mindst en kreativ, en sport og et socialt arbejde. Jeg har ønsket pigefodbold, filosofi, et program hvor jeg forhåbentlig kommer til at undervise nogle børn fra Costa Rica, et program i Caz Feliz, som er et belastet boligområde tæt på samt at deltage og organiserer MUN-konferencer. Nu må vi se hvor meget af det, jeg får, men det vil jeg forhåbentlig vide i slutnigen af ugen.

Ellers er weekenderne allerede nu noget man kan se frem til, for selvom der sker noget hele tiden, er der næsten hver weekend tid til en dagtur til et spændende sted. Sidste uge stod lørdagen på en vandretur. I Danmark er vi ekstrem vant til at gå i forhold til mange andre her, der tager taxa alle vegne hen, hvis de kan slippe afsted med det. Jeg tænkte derfor, ha en vandretur? Det er da bare ligesom at gå, bare lidt længere ikke? Mildt sagt undervurderede jeg det nok en hel del. Vi fik fra klokken 7.30-15.30, og ja vi skulle jo bestige et bjerg, så rigtig meget af det var op af bakke. Så for at sige det mildt havde jeg ret meget undervurderet udfordringen. Et års 2-årselever havde heldigvis overbevist mig om at tage en masse vand med. Det var bare nogle elever der havde arrangeret turen, men vi var alligvel ca. 25 der stod tidligt op lørdag morgen for at vandre på et af de lokale bjerge.

Og hvor var det bare det værd! Det var simpelthen så smukt! Selvom det var varmt, og mine lægge brændte det meste af tiden, har jeg allerede glemt alt ulejligheden, men husker til gengæld tydeligt det fantastiske syn. Man kunne se helle vejen til San José, der er omringet af bjerge. Mens vi gik op af mudrede stiger, som regnen har gravet dybe furer i, passerede vi flere huse. Selvom det må være utrolig besværligt, kan jeg egentlig godt forstå at nogen vælger at bosætte sig deroppe. Tænk at have sådan en udsigt fra sit vindue? Da vi havde det aller varmest kom vi forbi en lille restaurant, der ejede en naturpool. Som ægte latinoer var de selvfølgelig meget opsatte på, at vi skulle låne deres pool, og det krævede da heller ikke ret meget overtagelse før vi kastede os ned i det kolde vand. Vandet kom fra en af de lokale kilder, så på begge sider af poolen var der en "flod" der førte vandet videre. Dette gjorde det hele meget miljøvenligt, som er noget de går rigtig meget op i her.

Vi prøvede at fange udsigten og stemningen på nogle billeder, men det lykkedes ikke til perfektion, da man nok bare er nødt til at se det med sine egne øjne. Det er jo nok også derfor folk går igennem så mange smerter for at stå på toppen af et bjerg, men jeg gjorde mit bedste!

 
Mine lægge er så småt ved at komme sig, så hvem ved, måske bliver dette ikke mit sidste vandreturs-opslag