Jeg ville rigtig gerne fortælle lidt om, hvad det præcis er, jeg går og har travlt med, men jeg har alligevel valgt at dedikere dette opslag til vores first year camp. Selvom det efterhånden er tre uger siden, er det alligevel en rigtig UWC oplevelse, der måske kan forklare hvordan det er her.
Vi tog af sted tidlig mandag morgen til Turriabla, som er en øst fra San José i noget bjerg/valley agtig miljø. Stedet var utrolig smukt! Vi sov i to store sovesale, vi delte 4 (KOLDE) bade 90 mennesker, og det var faktisk relativt koldt og mudret. Men altså selvom jeg følte mig som en halv Roskilde, var det en virkelig sjov tur! Den første dag havde vi en hel del aktiviteter, hvor vi arbejdede sammen, samt rygby of fodbold i mudderet. Sådan rigtig lejrskole agtig, men meget sjovt og fyldt med UWC Spirit :-)
Derefter var der selvfølgelig en times "reflection time" hvor man skulle vælge en sten, og forholde sig i stille aktivitet. De fleste her tager sådanne nogle ting ret seriøst, men der var også en del der sov. Jeg prøvede virkelig at reflekterer i en hel time, men da det er meget langt væk fra hvad jeg er vokset op med, gik det vidst ikke specielt godt. Jeg fik dog hørt noget musik og kigget en hel del på himlen... Det er sjovt at tænke på hvordan folk ville have reageret hvis en dansk skoleklasse var blevet bedt om noget lignende - folk ville nok bare have grint.
Om aftenen var der lagt an til den hel store "candle night". Omkring klokken 8 blev vi alle sammen ført uden for og bundet for øjnene af de 7 anden års elever, der var med som ledere på turen. Derefter blev vi ført ind i en stor sal, hvor fyrfadslys var stillet i midten så de formede "generation '16" med et hjerte rundt om. Da vi alle var blevet sat i en rundkreds gik ritualet i gang. Det var rimelig meget organiseret som den første candle night jeg beskrev for jer, forskellen var bare, at denne gang var folk mere sikre på hinanden, og hold da op nogle historier blev delt! Jeg ryster stadig helt, når jeg tænker på det! Det er helt ufatteligt hvad mange af mine co-years har været igennem. Nogle har mistet deres forældre, deres bedste ven, haft alkoholiserede forældre, psykisk syge søskende, mobning, krig, vold i hjemmet og utrolige svigt. Fælles for alle historierne var dog, at alle dens hovedpersoner har kæmpet bravt for at være hvor de er i dag. Det er utroligt imponerende. Som en årgang gjorde en så stærk oplevelse os meget tættere, men da mens jeg sad og græd i stride strømme over de forfærdelige ting mine venner har været igennem, kunne jeg ikke lade vær med at tænke hvor heldig jeg er. Det her sted får virkelig én til at indse hvor små og trivielle ens danske problemer ofte er. Selvom jeg selvfølgelig vil fortsætte med at brokke mig over dem alle, satte oplevelsen alligevel meget i perspektiv.
Den næste dag var helt speciel. Det er svært at sætte ord på, men vi opførte os nærmest som en helt tæt vennegruppe selvom vi var 90 mennekser samlet. Efter at have delt så meget med hinanden virkede alt andet end at være sammen ligegyldigt den dag. Det meste af dagen blev brugt i hold, hvor vi skulle gennemføre forskellige aktiviter, mange af dem inde i skoven. Især var jeg vild med den afsluttende mudderkamp - aldrig i mit liv har jeg været så beskidt! Jeg var så desperat for at blive ren, at jeg endte med at stå under en meget kold bruser i omkring 20 minutter for at få det meste af...
Det var lidt mærkeligt at komme tilbage til campus efter en så intens bonding oplevelse. Alt blev nemlig utrolig hurtig som det plejede. Dog tror jeg stadig den tur gav min generation og jeg noget helt særligt, som vi forhåbentlig bare vil bygge videre på i de næste halvandet år. Når det så er sagt var det nu også rart at komme tilbage til andenårseleverne, vi havde jo savnet dem! De havde også savnet os nok til at forberede et velkomsshow og skrive på cafeteria bygningen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar