Når UWC mindes holocaust

I går var det 76. års dagen for den tyske krystalnat så det mindede det meste af skolen hinanden om holocaust ved at se "the pianist" på storskærm i biblioteket. Det var en hel fantastisk film, selvom jeg brugte det meste af tiden med at skjule mig ansigt mod min veninde Antonia's skulder...

Efterfølgende diskuterede vi filmen. Det var mest tyskere og jøder, der talte. De talte om arven fra begge sider af historien, og hvor lang tid det har taget at nå til det level af dialog vi er på i dag. Ud over de interessante perspektiver de alle havde, er det ekstra interessant at tænke på, at det på mange måder var hændelserne under holocaust, der er grunden til, at jeg sidder i Costa Rica netop nu. Det var efter 2. verdenskrig den første UWC skole i Wales blev dannet. Dens mål var at samle unge fra hele verden og lærer dem at forstå hinanden, for at undgå at lignende nogensinde vil ske igen. I alt det sjov og ballade UWC er i hverdagen, er det vigtigt lige at huske på det der alvorlige aspekt engang imellem også.

Når man kommer fra sådan et lille og relativ ubetydeligt land som Danmark, kan jeg ofte godt glemme hvor gode grunde folk her har til at hade hinanden - enten på grund har historiske eller nuværende stridigheder mellem deres lande. Det dejlige er dog, at folk har det med at glemme hvor hinanden er fra her, kun lige ved lejligheder som i går bliver man tvunget til at tænke lidt over det igen.

Okay dér skete der noget

Først og fremmest er jeg ked af, at jeg ikke er bedre til at få skrevet lidt mere regelmæssigt, men der sker simpelthen så meget her, at det kan være rigtig svært at finde tid til! Mit skab er nok et meget godt billede på hvad har foregået den sidste tid - det startede med at være virkelig fint ryddet op og ordentlig, men på en eller anden måde har det udviklet sig til massiv bunke skrammel, og jeg kan ALDRIG finde det jeg skal bruge, og finder hele tiden ting, der ikke er mine... Det må blive et projekt at få orden i senere.

Jeg ville rigtig gerne fortælle lidt om, hvad det præcis er, jeg går og har travlt med, men jeg har alligevel valgt at dedikere dette opslag til vores first year camp. Selvom det efterhånden er tre uger siden, er det alligevel en rigtig UWC oplevelse, der måske kan forklare hvordan det er her.

Vi tog af sted tidlig mandag morgen til Turriabla, som er en øst fra San José i noget bjerg/valley agtig miljø. Stedet var utrolig smukt! Vi sov i to store sovesale, vi delte 4 (KOLDE) bade 90 mennesker, og det var faktisk relativt koldt og mudret. Men altså selvom jeg følte mig som en halv Roskilde, var det en virkelig sjov tur! Den første dag havde vi en hel del aktiviteter, hvor vi arbejdede sammen, samt rygby of fodbold i mudderet. Sådan rigtig lejrskole agtig, men meget sjovt og fyldt med UWC Spirit :-)

Derefter var der selvfølgelig en times "reflection time" hvor man skulle vælge en sten, og forholde sig i stille aktivitet. De fleste her tager sådanne nogle ting ret seriøst, men der var også en del der sov. Jeg prøvede virkelig at reflekterer i en hel time, men da det er meget langt væk fra hvad jeg er vokset op med, gik det vidst ikke specielt godt. Jeg fik dog hørt noget musik og kigget en hel del på himlen... Det er sjovt at tænke på hvordan folk ville have reageret hvis en dansk skoleklasse var blevet bedt om noget lignende - folk ville nok bare have grint. 

Om aftenen var der lagt an til den hel store "candle night". Omkring klokken 8 blev vi alle sammen ført uden for og bundet for øjnene af de 7 anden års elever, der var med som ledere på turen. Derefter blev vi ført ind i en stor sal, hvor fyrfadslys var stillet i midten så de formede "generation '16" med et hjerte rundt om. Da vi alle var blevet sat i en rundkreds gik ritualet i gang. Det var rimelig meget organiseret som den første candle night jeg beskrev for jer, forskellen var bare, at denne gang var folk mere sikre på hinanden, og hold da op nogle historier blev delt! Jeg ryster stadig helt, når jeg tænker på det! Det er helt ufatteligt hvad mange af mine co-years har været igennem. Nogle har mistet deres forældre, deres bedste ven, haft alkoholiserede forældre, psykisk syge søskende, mobning, krig, vold i hjemmet og utrolige svigt. Fælles for alle historierne var dog, at alle dens hovedpersoner har kæmpet bravt for at være hvor de er i dag. Det er utroligt imponerende. Som en årgang gjorde en så stærk oplevelse os meget tættere, men da mens jeg sad og græd i stride strømme over de forfærdelige ting mine venner har været igennem, kunne jeg ikke lade vær med at tænke hvor heldig jeg er. Det her sted får virkelig én til at indse hvor små og trivielle ens danske problemer ofte er. Selvom jeg selvfølgelig vil fortsætte med at brokke mig over dem alle, satte oplevelsen alligevel meget i perspektiv.  

Den næste dag var helt speciel. Det er svært at sætte ord på, men vi opførte os nærmest som en helt tæt vennegruppe selvom vi var 90 mennekser samlet. Efter at have delt så meget med hinanden virkede alt andet end at være sammen ligegyldigt den dag. Det meste af dagen blev brugt i hold, hvor vi skulle gennemføre forskellige aktiviter, mange af dem inde i skoven. Især var jeg vild med den afsluttende mudderkamp - aldrig i mit liv har jeg været så beskidt! Jeg var så desperat for at blive ren, at jeg endte med at stå under en meget kold bruser i omkring 20 minutter for at få det meste af... 

Det var lidt mærkeligt at komme tilbage til campus efter en så intens bonding oplevelse. Alt blev nemlig utrolig hurtig som det plejede. Dog tror jeg stadig den tur gav min generation og jeg noget helt særligt, som vi forhåbentlig bare vil bygge videre på i de næste halvandet år. Når det så er sagt var det nu også rart at komme tilbage til andenårseleverne, vi havde jo savnet dem! De havde også savnet os nok til at forberede et velkomsshow og skrive på cafeteria bygningen. 

School's now officially opened

Very quiet atmosphere here at college Sunday afternoon. Reason? 

Our grand opening ceremony was yesterday, so we can now finally say we're a UWC school! It was day we had looked forward to for a long time, because the '11th of October' had been our first major milestone ever since we'd arrived. It was finally time for us becoming an official UWC school.

Seven years have now passed since the first work was done in creating an entirely new school. Two and half years have passed since the first construction work was done in building the foundation of the school. Now here we are, so it feels like there it's only up to us now, faculty and students, to continue to expand the school, even though it will from now on be mainly in a psychological manner, even though the school still needs to be handed some of the buildings from the construction company, because some of them still lack some finishing touches.

But even though the school now finally is considered to be 'open', we all still have a huge task in front of us. All the things that make UWC Colleges so much more than just education need to be first thought of, then constructed and put into place. And that will take time. All of the students are so keen on actually getting out in the community and making the difference that we feel is possible, but it will take time to set up the contacts and connections needed, as well as assessing security hazards. Basically, we are all settling in and getting to know our surroundings, which will probably take the next months. But we also have some big ideas of how what we can do in this area, because the opportunities seem almost endless, since we have all kinds of weather, beautiful, quite unexplored nature, as well as very different types of land ranging from the very mountainous to quite flat.

There also have some internal challenges; as we've been reminded over and over, we shape the whole atmosphere of the college, and therefore have a lot of influence in how the school will work in the next many years. Obviously, we're only staying here until the end of May 2016, but the school isn't even at full capacity until 2019. The challenges ahead of us are quite fundamental: We have to decide on a set of rules and guidelines as well as create the values that the school is built upon. I think both the students and faculty members have a pretty clear idea of how we want the school to be in two, five, or ten years time. Our question is how to achieve this. Because obviously one thing is having the goal of something, a completely different thing is to actually achieve this goal.

But slow progress is being made all the time, since we seem always to be expanding in all senses of the word. For example we had our first Action CAS-activity outside college territories today, going on a 15 km hike in the surrounding mountains. The hike was about 4 hour long and brought us about 2 kilometers above sea level, in a rare completely sunny day. Truly outstanding surroundings and nice to finally be allowed to go exploring! So progress is being made all the time, with us slowly starting to figure out how we can get things done. Two photos are attached from our hike earlier today.

Until next time, see you!

1st month in Dilijan!

I just randomly checked our common blog of the page, and saw that Victoria and I hadn't written any blog updates yet. That is now due to change!

I have been here now a month and a day. A very turbulent month with many exciting events. Let me start with most importantly, the official opening of UWC Dilijan is in less than three weeks time! According to our principal, Johnny, there will be none less than a thousand visitors to the school on that day, including all the founders of the school as well as both the Serbian and the Armenian President. We've been told the school will be completely finished by that time, but I think we wanna see that before we'll believe it. There has though been a lot of expansions to the school in this month:

When we all first arrived on the 18th of August, there was only a small dorm building ready for us with small rooms. We had all meals in plastic boxes, because the kitchens were still under construction. We couldn't walk around college, because it was still one big construction site. We could only do laundry by hand, because the washing machines were still on there way.

I have also married an Australian girl.

Then as the first thing, the Academic Building opened its door for the first time. The kitchen of the cafeteria was ready, and instead of small plastic boxes we now have a full-fetch buffet with very delicious Armenian as well as international food. As the next thing, the third floor of our dorms open, meaning suddenly we had double the space.

Then two major changes took place. Hard to decide which one was most important...Firstly we were allowed to leave our little microcosmos to go out exploring in the neighbouring village of Dilijan as well as two Unesco World Heritage 9th century monasteries, secondly we received 5 washing machines. I'll attach a picture of my Hungarian friend doing laundry with a machine for the first time at this place - He looks quite happy ;)

About now two weeks ago our fitness centre was ready for use, and our indoor swimming pool should also be quite on the way. So now we actually only lack moving into our future rooms of four people instead of six, before this college is fully as the architect once thought of it.

We started our first school semester two weeks ago, and are now getting into the daily routine of school. Since we are the very first year of UWC Dilijan, we have started all the CAS-activities ourselves. We have now structured a CAS-schedule, and CAS starts this monday. I have a very nuanced schedule of dance, MUN, TED, french, outdoor activities, fitness, theatre in a week. At least that what my plan is to attend in a week, but I may want to cut that down, when I get more pressured on time.

That was a general introduction to the last month here in Armenia. More specific stories will come soon!

Until next time, до свидания

Carl

Introcamp wiiiiii

Så er der næsten gået en uge siden jeg skrev sidst, men det kan altså godt være lidt svært at få tid til det. Det er faktisk også lidt svært at skrive et eller andet helt specifikt, for der sker simpelthen så meget, at det kan være svært bare at fortælle om et eller andet.

Ugen har dog været fyldt med en masse gode oplevelser. Den startede ud med at vi i mandags tog afsted på vores camp til Roblealto, som ligger ca. 2 timer fra skolen oppe i bjergene. Det var et utrolig smukt sted med udsigt ned over San José, og da vi om aftenen sad og så forskellig underholdning i amfiteatret kunne man se tusind lys.

Vi var inddelt i cambins med en 2-årselev som leder. Det var sjovt at være inddelt på en helt anden måde. Der er ca. 160 elever på skolen, og jeg vil så gerne lære dem alle at kende, selvom det selvfølgelig at svært at opnå i løbet af nogle uger. Hytten som den foroven var sådan en jeg boede i med 7 andre piger. Det var noget tæt, men med varmt bad er det jo svært at droppe sig efterhånden.

Ved campen var der pool, fodboldbane, volleybane, paintball, glidebane og utrolig smuk natur. Jeg ville ikke have noget imod at blive der et par dage til... Pointen med campen var selvfølgelig mest af alt at lære hinanden bedre at kende, så vi gennemførte en hel masse lege med en meget fin morale i slutningen ;-)

Vi skulle dog engang imellem også gøre nogle lidt mere alvorlige ting. Fx havde vi en hel time "og reflection" hvilket vil sige vi skulle sidde et eller andet sted og tænke dybe tanker på kommando. Jeg må indrømme det ikke ligefrem var let for mig, men det er meget sigende for det her sted, at alle gjorde deres bedste, selvom nogle endte med at falde i søvn. Jeg må indrømme jeg også selv var tæt på, men jeg holdt dog ud. For at gennemføre en IB skal man igennem en hel del reflection, så jeg kan vidst ligeså godt vænne mig til det. Efter den MEGET lange halve time skulle vi skrive et brev til os selv, som vi vil få udleveret i slutningen af året. Jeg satte mig helt nede ved floden i noget regnskov-ish terræn og skrev. Igen er det ikke ligefrem en dansk til at gøre, men jeg tror det gik nogenlunde. Jeg tror jeg må til at blive en person med lettere adgang til mine inderste følelser, hvis jeg skal gennemføre alt det her.  

Efter to rigtig gode dage ferien dog en ende, og det var tid til at tage tilbage til campus. Det var mærkeligt at komme hjem og føle det som om man kom hjem. Selvom jeg kun har været her i 2 uger, føler jeg allerede et tæt bånd til det her sted, og ikke mindst alt det, der foregår her.

Weekend

Det er nu søndag aften efter min første rigtige weekend her i troperne
Lørdag tog vi på et økologisk marked inde i San José. Det er et sted de ret ofte tager hen, og det var også ret cool faktisk. Der var livemusik og man kunne købe alt muligt virkelig lækker økologisk mad til stort set ingen penge. Om aftenen havde 2. års eleverne lavet et vildt godt show til os - det var virkelig mærkeligt, men det skabte en stærk følelse af sammenhørighed! Det er godt nogen dedikerede mennesker, der går på den her skole… Da meget af det selvfølgelig allerede er en top hemmelig UWCCR-hemmelighed vil mine videoer derfra forblive hemmelige, men jeg tog også et par billeder.

I dag var vi på et frugtmarked og rundt her i Sankta Ana. Der var mange frugter jeg ALDRIG har set eller hørt om før, og jeg har selvfølgelig glemt navnene på dem alle, men de skal nok komme. Alt der var utrolig billigt, selvom det faktisk generelt i Costa Rica godt kan være okay pricey. 

Bydelen er et ret hipster sted fyldt med genbrugsbutikker og skæve steder. Det er en meget blandet del af San José, som både er den rigeste del af hovedstaden samtidig med det nogle steder er meget beskedent. De rige mennesker bor oppe på bjergene, der omringer byen eller i aflukkede "communities" med store arealer tilhørende. Ellers bor middelklassen i mindre huse omhegnet af enten pigtråd eller låger. Jeg ved ikke helt hvad det er alle her er så bange for, for selvom det selvfølgelig ikke er et rigt land er her meget fredeligt, og skolen har kun sagt rosende ting om Sankta Ana. Skolen tager dog sine forholdsregler med døgnvagt, og selvfølgelig skal man passe på, men i fare for at lyde som en naiv blond turist, tror jeg der findes meget farligere steder i verden. Bydelen er utrolig smuk, og selvom den er omringet af bjerge er det en af de fladeste steder i Costa Rica, har jeg fået fortalt. Da jeg løb rundt i byen i går synes jeg dog, det var alt andet en flat men altså.

Ellers har min weekend været ret stille og rolig, men selvfølgelig fyldt med en masse mennesker. Vi tager på camp i morgen, som skulle være et eller andet sted ude i junglen. Jeg håber jeg slipper for møder med edderkopper og andet kravl, men nu må vi se!

Håber i alle har det fantastisk, og i skal vide, jeg nyder alle informationer jeg får derhjemmefra  

Det er jo en sekt det her!!!

UWC har været en drøm for mig meget længe, og udvægelsesprocessen var lang og skræmmende. Så da jeg endelig blev valgt var det meget uvirkeligt, og jeg forstår det sikkert ikke engang endnu. At få lov at gøre noget, du har drømt om, kan let resultere i urealistiske forventninger. Jeg tror dog mine forventninger alle let kan blive indfriet på dette fantastiske sted, men man skal bare ikke undervurdere hvor hårdt det er at tage væk hjemmefra. UWC er ikke det lette valg, og selv 2. års elever, der er lykkelige for at være her, tænker nogle gange at deres liv havde været så meget lettere hvis de var blevet hjemme. Skolen her er hård på en hel anden måde end noget sted i det danske skolesystem og ensomheden kan i sær i de første par dage være voldsom. Jeg har aldrig lidt af hjemve før, men de sidste par dage har jeg oplevet glimt af det, selvom jeg for det meste kan holde det på afstand.

I sær var det slemt i torsdags. Jeg havde lige været til en matematikprøve, som var så fjernt fra alt matematik jeg nogensinde har lært. Jeg har altid haft ret let ved matematik, men hold da op niveauet er et andet her! Nå men selvom det lyder åndssvagt udløste det en masse frustrationer, der havde ligget under overfladen: Hvorfor gør jeg det her mod mig selv? Jeg havde nogle fantastiske venner, en skøn familie og en masse frihed - hvorfor? Jeg nåede dog ikke at have ondt af mig selv ret længe før min kineser kom ind, så jeg tog mig sammen og vi gjorde os klar til "candle night". 2. års eleverne ville ikke fortælle ret meget om hvad denne aften var, men de sagde vi skulle glæde os.

Så klokken 7 stod alle 85 første års elever foran the social center. Det bliver mørkt alerede halv 7 her, og så er det altså bare HELT mørkt. Vi blev derefter hver især guided ind i salen med bind for øjnene af en 2. års elev. Da jeg åbner øjnene er vi alle placeret i en rundkreds, og i midten er der en masse tændte og slukkede fyrfadslys. Vi bliver bedt om at være helt stille og Ariana fra Venezuela fortæller os, at dette er en "night of reflection", hvor alle er velkomne til at dele deres tanker inde i midten og tænde et lys. "Ej det her kan jeg slet ikke tage seriøst, hvem gør sådan noget?". Jeg blev hurtigt ret overrasket da en Viktoria fra Brasilien kort efter går ind i midten. Man kan høre hendes små trip, så stille er der. Hun tænder langsomt et lys og deler hendes tanker om at være tilbage på skolen. Sådan bliver det ved, og snart er også 1. års eleverne aktive. At høre nogle andres tanker omkring at være her var så dejligt. Alle var glade for at være her, men mange havde også dybere problemer de gladeligt delte. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg følte mig som et medlem af scientology eller noget, hvad er det jeg har gjort. Men selvom konceptet på mange måder er for følern til den gennemsnitlige danskere, ramte det alligevel noget helt særligt.

Efter at have luftet utrolig tunge emner havde nogle lavet et kæmpe bål. Der stod vi så alle 160 rundt om bålet, lavede snobrød og skiftedes til at tude og falde i hinadens arme. Jeg har kendt disse mennesker i ca. en uge men følelser deler vi allerede. Det var en utrolig intens oplevelse. Jeg følte virkelig det var os mod verden. Vi er alle alene her, så derfor må vi være der 100% for hinanden.

Det er følelser som denne samhørighed som UWC det værd. Det er det der sætter alt det besværlige i baggrunden, og forhåbentlig det jeg vil huske de her år før. For det er pisse hårdt at være her, og det havde jeg måske undervurderet. Men selvom det ikke er det lette valg tror jeg på mange måder alligevel det bliver det helt rigtige.

En tur omkring Campus

Jeg har nu tilbagelagt 6 dage på dette fantatisk smukke sted. Før jeg tog afsted, havde jeg hørt, at skolen var en af de mere fattige UWC-skoler, så mine forventninger til campus var ikke særlig høje. Udefra ser skolen dog heller ikke ud af meget. Hvis man står udenfor vagten, kan man faktisk ikke se andet end dette skilt:

Men indeni er campus en hel lille tropisk verden! Pga. den årlige regntid og meget sol er alle bygninger på skolen forbundet med udendørs gange, så man altid kan komme rundt. Der er mange grønne arealer, og dyrelivet er ret anderledes (mest er det dog insekter, edderkopper og flotte fugle men altså). Rundt omkring på campus står der mange frugttræer, og lige nu er mango- og guyanatræerne modne, så vi har flere gange været oppe og klatre efter dem.

 I går, da jeg kom fra klasselokalerne så jeg en hvid og grøn slange krydse stien(!) Jeg var på vej tilbage fra en personligt tutor møde, så jeg var alene. Jeg har virkelig en stor frygt for slanger, så jeg stod bare helt stiv af skræk. Heldigvis kom min yndlingsgartner Raúl og råbte spanske fraser til den forsvandt tilbage i græsset. Fra nu af vil jeg kun gå på stigerne efter mørkets frembrud!

Som sagt er skolen rimelig meget permanent broke, så selvom i stedet for aircondition er der vindblæsere hængende fra loftet i hvert rum. Alle elever bor i residents på 24 elever fordelt på 8 værelser. Der er 4 pige recidents og 3 drenge recidents, og for hvert af husene er der en ansvarlig lærer, der bor særskilt lige ved siden af. Meget andet staff bor på campus, så det er ret hyggeligt. Udover de 7 residents er der fitnessrum, kantine, et klasselokale for hver lærer (overraskende mange), fodboldbane, basket- og volleybane, sygeplejeske og diverse administrationsbygninger. Skolen virker som en hel lille by (eller community, som de så godt kan lide at kalde det), men det er måske heller ikke så mærkeligt, når man tænker på, at skolen plejede at tjene som en SOS-børneby.

Jeg må desværre slutte for nu, da jeg skal ud til et organic market i San José. Dog får i lige et lille kort over skolen med på vejen:

Kærlighed til mine fantastiske venner

Så er jeg sidder jeg på min seng efter min første rigtige dag på skolen her i Costa Rica. Jeg har haft en fantastisk dag med en masse nye indtryk! Folk virker så søde, og campus er et vildt smukt og hyggeligt sted. Dog kan jeg ikke benægte, at jeg savner mange af mine skønne venner derhjemme rigtig meget, og jeg håber sådan de ikke glemmer mig helt mens jeg er her. Min første dag har varslet mange gode fremtidige oplevelser her, men med denne video ønsker jeg at fortælle hvor meget jeg tænker på alle de elskede derhjemme:

https://www.youtube.com/watch?v=nG7aEh01D0Y&list=UUlm20VgLQli3n0BdPOGIMsw

Jeg vil fortælle meget mere om introperioden her senere, men lige nu har jeg lyst til at mindes de fantastisk tider, jeg har haft i Danmark - enjoy

UWC-tanker inden det hele starter

Så blev det også min tur; jeg er simpelthen blevet spændende nok til at have en blog!

Heldigvis handler denne blog ikke kun om mig, men om mange af dette års danske UWC-elever og vores oplevelser fra nogle af de 14 internationale skoler placeret overalt i verden. Jeg håber bloggen først og fremmest vil give dem, der følger med, en oplevelse af livet på en UWC-skole. Jeg vil prøve at lave mange indlæg de næste to år på enten dansk eller engelsk

Dette er så mig - samme pige som står med en akavet åben mund på tema billedet;) 

Egentlig tyvstarter jeg lidt med dette indlæg, men da jeg tager afsted om 7 dage(!) og da UWC-tankerne kører rundt i mit lille hoved, tænkte jeg, det var okay. Da jeg fik optagelsesbrevet i foråret, midt i et større foredrag på min skole var min første reaktion et hvin, og en hel del små hop rundt i en cirkel hvorefter foredraget blev droppet til fordel for noget champagne på Halmtorvet klokken 10 om morgenen.
Siden da, har jeg prøvet at få min eufori ned på et mere tåleligt niveau, men som det hele kommer tættere og tættere på, kan jeg stadig ikke få mine arme ned af ren spænding!

Jeg kan slet ikke forstå, at jeg er en af de heldige, der får lov til at repræsenterer Danmark derude i den store verden. Selvom en sådan ære selvfølgelig indebærer ansvar, kan jeg ikke komme på en idé, jeg hellere vil støtte, end UWC. Skolerne gør et fantastisk stykke arbejde; dels ved at skabe broer og forståelse mellem vidtforskellige kulturer, samt give unge fra mindre resourcestærke lande en chance for en bred og nyttig uddannelse og åbne verden op for vores generation. Tænk at jeg skal være en del af det - helt ærligt, det er for sindsygt!!!

De sidste par måneder er gået så hurtigt og har været fyldt med fantastiske oplevelser med venner og familie, og den sidste uges tid skal også nydes i fulde drag. Jeg vender hjem til Danmark i morgen efter en skøn lang ferie med familien i Grækenland, så der står den på 5 dage fyldt med dejlige mennesker. Jeg kan ikke forstå at disse mennsker, som er en stå stor del af min hverdag snart vil være væk til fordel for spanskafleveringer, bananer og mærkelige frøer. Det hårde på gensyn kan jeg slet ikke forberede mig på, så jeg prøver at lade vær med at tænke for meget på det, selvom det selvfølgelig er umuligt. Heldigvis gør jeg allerede nu mit bedste for at blive en rigtig lokal costaricaner med hjælp fra denne - baby steps i know, men alligevel: