Når UWC mindes holocaust

I går var det 76. års dagen for den tyske krystalnat så det mindede det meste af skolen hinanden om holocaust ved at se "the pianist" på storskærm i biblioteket. Det var en hel fantastisk film, selvom jeg brugte det meste af tiden med at skjule mig ansigt mod min veninde Antonia's skulder...

Efterfølgende diskuterede vi filmen. Det var mest tyskere og jøder, der talte. De talte om arven fra begge sider af historien, og hvor lang tid det har taget at nå til det level af dialog vi er på i dag. Ud over de interessante perspektiver de alle havde, er det ekstra interessant at tænke på, at det på mange måder var hændelserne under holocaust, der er grunden til, at jeg sidder i Costa Rica netop nu. Det var efter 2. verdenskrig den første UWC skole i Wales blev dannet. Dens mål var at samle unge fra hele verden og lærer dem at forstå hinanden, for at undgå at lignende nogensinde vil ske igen. I alt det sjov og ballade UWC er i hverdagen, er det vigtigt lige at huske på det der alvorlige aspekt engang imellem også.

Når man kommer fra sådan et lille og relativ ubetydeligt land som Danmark, kan jeg ofte godt glemme hvor gode grunde folk her har til at hade hinanden - enten på grund har historiske eller nuværende stridigheder mellem deres lande. Det dejlige er dog, at folk har det med at glemme hvor hinanden er fra her, kun lige ved lejligheder som i går bliver man tvunget til at tænke lidt over det igen.

Okay dér skete der noget

Først og fremmest er jeg ked af, at jeg ikke er bedre til at få skrevet lidt mere regelmæssigt, men der sker simpelthen så meget her, at det kan være rigtig svært at finde tid til! Mit skab er nok et meget godt billede på hvad har foregået den sidste tid - det startede med at være virkelig fint ryddet op og ordentlig, men på en eller anden måde har det udviklet sig til massiv bunke skrammel, og jeg kan ALDRIG finde det jeg skal bruge, og finder hele tiden ting, der ikke er mine... Det må blive et projekt at få orden i senere.

Jeg ville rigtig gerne fortælle lidt om, hvad det præcis er, jeg går og har travlt med, men jeg har alligevel valgt at dedikere dette opslag til vores first year camp. Selvom det efterhånden er tre uger siden, er det alligevel en rigtig UWC oplevelse, der måske kan forklare hvordan det er her.

Vi tog af sted tidlig mandag morgen til Turriabla, som er en øst fra San José i noget bjerg/valley agtig miljø. Stedet var utrolig smukt! Vi sov i to store sovesale, vi delte 4 (KOLDE) bade 90 mennesker, og det var faktisk relativt koldt og mudret. Men altså selvom jeg følte mig som en halv Roskilde, var det en virkelig sjov tur! Den første dag havde vi en hel del aktiviteter, hvor vi arbejdede sammen, samt rygby of fodbold i mudderet. Sådan rigtig lejrskole agtig, men meget sjovt og fyldt med UWC Spirit :-)

Derefter var der selvfølgelig en times "reflection time" hvor man skulle vælge en sten, og forholde sig i stille aktivitet. De fleste her tager sådanne nogle ting ret seriøst, men der var også en del der sov. Jeg prøvede virkelig at reflekterer i en hel time, men da det er meget langt væk fra hvad jeg er vokset op med, gik det vidst ikke specielt godt. Jeg fik dog hørt noget musik og kigget en hel del på himlen... Det er sjovt at tænke på hvordan folk ville have reageret hvis en dansk skoleklasse var blevet bedt om noget lignende - folk ville nok bare have grint. 

Om aftenen var der lagt an til den hel store "candle night". Omkring klokken 8 blev vi alle sammen ført uden for og bundet for øjnene af de 7 anden års elever, der var med som ledere på turen. Derefter blev vi ført ind i en stor sal, hvor fyrfadslys var stillet i midten så de formede "generation '16" med et hjerte rundt om. Da vi alle var blevet sat i en rundkreds gik ritualet i gang. Det var rimelig meget organiseret som den første candle night jeg beskrev for jer, forskellen var bare, at denne gang var folk mere sikre på hinanden, og hold da op nogle historier blev delt! Jeg ryster stadig helt, når jeg tænker på det! Det er helt ufatteligt hvad mange af mine co-years har været igennem. Nogle har mistet deres forældre, deres bedste ven, haft alkoholiserede forældre, psykisk syge søskende, mobning, krig, vold i hjemmet og utrolige svigt. Fælles for alle historierne var dog, at alle dens hovedpersoner har kæmpet bravt for at være hvor de er i dag. Det er utroligt imponerende. Som en årgang gjorde en så stærk oplevelse os meget tættere, men da mens jeg sad og græd i stride strømme over de forfærdelige ting mine venner har været igennem, kunne jeg ikke lade vær med at tænke hvor heldig jeg er. Det her sted får virkelig én til at indse hvor små og trivielle ens danske problemer ofte er. Selvom jeg selvfølgelig vil fortsætte med at brokke mig over dem alle, satte oplevelsen alligevel meget i perspektiv.  

Den næste dag var helt speciel. Det er svært at sætte ord på, men vi opførte os nærmest som en helt tæt vennegruppe selvom vi var 90 mennekser samlet. Efter at have delt så meget med hinanden virkede alt andet end at være sammen ligegyldigt den dag. Det meste af dagen blev brugt i hold, hvor vi skulle gennemføre forskellige aktiviter, mange af dem inde i skoven. Især var jeg vild med den afsluttende mudderkamp - aldrig i mit liv har jeg været så beskidt! Jeg var så desperat for at blive ren, at jeg endte med at stå under en meget kold bruser i omkring 20 minutter for at få det meste af... 

Det var lidt mærkeligt at komme tilbage til campus efter en så intens bonding oplevelse. Alt blev nemlig utrolig hurtig som det plejede. Dog tror jeg stadig den tur gav min generation og jeg noget helt særligt, som vi forhåbentlig bare vil bygge videre på i de næste halvandet år. Når det så er sagt var det nu også rart at komme tilbage til andenårseleverne, vi havde jo savnet dem! De havde også savnet os nok til at forberede et velkomsshow og skrive på cafeteria bygningen. 

Vandretur

Så er jeg så småt ved at finde mig ind i en hverdag her i disse fantastiske omgivelser, og selvom jeg allerede synes der er rigeligt at lave med skolearbejde, ture og socialisering begynder mine CAS også snart. CAS-programmet skal består af minimum tre "fritids"interesser, der skal gennemføres på lige fod med det akademiske for at få min IB Diploma. Dog uden karakterer… Man skal vælge mindst en kreativ, en sport og et socialt arbejde. Jeg har ønsket pigefodbold, filosofi, et program hvor jeg forhåbentlig kommer til at undervise nogle børn fra Costa Rica, et program i Caz Feliz, som er et belastet boligområde tæt på samt at deltage og organiserer MUN-konferencer. Nu må vi se hvor meget af det, jeg får, men det vil jeg forhåbentlig vide i slutnigen af ugen.

Ellers er weekenderne allerede nu noget man kan se frem til, for selvom der sker noget hele tiden, er der næsten hver weekend tid til en dagtur til et spændende sted. Sidste uge stod lørdagen på en vandretur. I Danmark er vi ekstrem vant til at gå i forhold til mange andre her, der tager taxa alle vegne hen, hvis de kan slippe afsted med det. Jeg tænkte derfor, ha en vandretur? Det er da bare ligesom at gå, bare lidt længere ikke? Mildt sagt undervurderede jeg det nok en hel del. Vi fik fra klokken 7.30-15.30, og ja vi skulle jo bestige et bjerg, så rigtig meget af det var op af bakke. Så for at sige det mildt havde jeg ret meget undervurderet udfordringen. Et års 2-årselever havde heldigvis overbevist mig om at tage en masse vand med. Det var bare nogle elever der havde arrangeret turen, men vi var alligvel ca. 25 der stod tidligt op lørdag morgen for at vandre på et af de lokale bjerge.

Og hvor var det bare det værd! Det var simpelthen så smukt! Selvom det var varmt, og mine lægge brændte det meste af tiden, har jeg allerede glemt alt ulejligheden, men husker til gengæld tydeligt det fantastiske syn. Man kunne se helle vejen til San José, der er omringet af bjerge. Mens vi gik op af mudrede stiger, som regnen har gravet dybe furer i, passerede vi flere huse. Selvom det må være utrolig besværligt, kan jeg egentlig godt forstå at nogen vælger at bosætte sig deroppe. Tænk at have sådan en udsigt fra sit vindue? Da vi havde det aller varmest kom vi forbi en lille restaurant, der ejede en naturpool. Som ægte latinoer var de selvfølgelig meget opsatte på, at vi skulle låne deres pool, og det krævede da heller ikke ret meget overtagelse før vi kastede os ned i det kolde vand. Vandet kom fra en af de lokale kilder, så på begge sider af poolen var der en "flod" der førte vandet videre. Dette gjorde det hele meget miljøvenligt, som er noget de går rigtig meget op i her.

Vi prøvede at fange udsigten og stemningen på nogle billeder, men det lykkedes ikke til perfektion, da man nok bare er nødt til at se det med sine egne øjne. Det er jo nok også derfor folk går igennem så mange smerter for at stå på toppen af et bjerg, men jeg gjorde mit bedste!

 
Mine lægge er så småt ved at komme sig, så hvem ved, måske bliver dette ikke mit sidste vandreturs-opslag

Weekend

Det er nu søndag aften efter min første rigtige weekend her i troperne
Lørdag tog vi på et økologisk marked inde i San José. Det er et sted de ret ofte tager hen, og det var også ret cool faktisk. Der var livemusik og man kunne købe alt muligt virkelig lækker økologisk mad til stort set ingen penge. Om aftenen havde 2. års eleverne lavet et vildt godt show til os - det var virkelig mærkeligt, men det skabte en stærk følelse af sammenhørighed! Det er godt nogen dedikerede mennesker, der går på den her skole… Da meget af det selvfølgelig allerede er en top hemmelig UWCCR-hemmelighed vil mine videoer derfra forblive hemmelige, men jeg tog også et par billeder.

I dag var vi på et frugtmarked og rundt her i Sankta Ana. Der var mange frugter jeg ALDRIG har set eller hørt om før, og jeg har selvfølgelig glemt navnene på dem alle, men de skal nok komme. Alt der var utrolig billigt, selvom det faktisk generelt i Costa Rica godt kan være okay pricey. 

Bydelen er et ret hipster sted fyldt med genbrugsbutikker og skæve steder. Det er en meget blandet del af San José, som både er den rigeste del af hovedstaden samtidig med det nogle steder er meget beskedent. De rige mennesker bor oppe på bjergene, der omringer byen eller i aflukkede "communities" med store arealer tilhørende. Ellers bor middelklassen i mindre huse omhegnet af enten pigtråd eller låger. Jeg ved ikke helt hvad det er alle her er så bange for, for selvom det selvfølgelig ikke er et rigt land er her meget fredeligt, og skolen har kun sagt rosende ting om Sankta Ana. Skolen tager dog sine forholdsregler med døgnvagt, og selvfølgelig skal man passe på, men i fare for at lyde som en naiv blond turist, tror jeg der findes meget farligere steder i verden. Bydelen er utrolig smuk, og selvom den er omringet af bjerge er det en af de fladeste steder i Costa Rica, har jeg fået fortalt. Da jeg løb rundt i byen i går synes jeg dog, det var alt andet en flat men altså.

Ellers har min weekend været ret stille og rolig, men selvfølgelig fyldt med en masse mennesker. Vi tager på camp i morgen, som skulle være et eller andet sted ude i junglen. Jeg håber jeg slipper for møder med edderkopper og andet kravl, men nu må vi se!

Håber i alle har det fantastisk, og i skal vide, jeg nyder alle informationer jeg får derhjemmefra  

Det er jo en sekt det her!!!

UWC har været en drøm for mig meget længe, og udvægelsesprocessen var lang og skræmmende. Så da jeg endelig blev valgt var det meget uvirkeligt, og jeg forstår det sikkert ikke engang endnu. At få lov at gøre noget, du har drømt om, kan let resultere i urealistiske forventninger. Jeg tror dog mine forventninger alle let kan blive indfriet på dette fantastiske sted, men man skal bare ikke undervurdere hvor hårdt det er at tage væk hjemmefra. UWC er ikke det lette valg, og selv 2. års elever, der er lykkelige for at være her, tænker nogle gange at deres liv havde været så meget lettere hvis de var blevet hjemme. Skolen her er hård på en hel anden måde end noget sted i det danske skolesystem og ensomheden kan i sær i de første par dage være voldsom. Jeg har aldrig lidt af hjemve før, men de sidste par dage har jeg oplevet glimt af det, selvom jeg for det meste kan holde det på afstand.

I sær var det slemt i torsdags. Jeg havde lige været til en matematikprøve, som var så fjernt fra alt matematik jeg nogensinde har lært. Jeg har altid haft ret let ved matematik, men hold da op niveauet er et andet her! Nå men selvom det lyder åndssvagt udløste det en masse frustrationer, der havde ligget under overfladen: Hvorfor gør jeg det her mod mig selv? Jeg havde nogle fantastiske venner, en skøn familie og en masse frihed - hvorfor? Jeg nåede dog ikke at have ondt af mig selv ret længe før min kineser kom ind, så jeg tog mig sammen og vi gjorde os klar til "candle night". 2. års eleverne ville ikke fortælle ret meget om hvad denne aften var, men de sagde vi skulle glæde os.

Så klokken 7 stod alle 85 første års elever foran the social center. Det bliver mørkt alerede halv 7 her, og så er det altså bare HELT mørkt. Vi blev derefter hver især guided ind i salen med bind for øjnene af en 2. års elev. Da jeg åbner øjnene er vi alle placeret i en rundkreds, og i midten er der en masse tændte og slukkede fyrfadslys. Vi bliver bedt om at være helt stille og Ariana fra Venezuela fortæller os, at dette er en "night of reflection", hvor alle er velkomne til at dele deres tanker inde i midten og tænde et lys. "Ej det her kan jeg slet ikke tage seriøst, hvem gør sådan noget?". Jeg blev hurtigt ret overrasket da en Viktoria fra Brasilien kort efter går ind i midten. Man kan høre hendes små trip, så stille er der. Hun tænder langsomt et lys og deler hendes tanker om at være tilbage på skolen. Sådan bliver det ved, og snart er også 1. års eleverne aktive. At høre nogle andres tanker omkring at være her var så dejligt. Alle var glade for at være her, men mange havde også dybere problemer de gladeligt delte. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg følte mig som et medlem af scientology eller noget, hvad er det jeg har gjort. Men selvom konceptet på mange måder er for følern til den gennemsnitlige danskere, ramte det alligevel noget helt særligt.

Efter at have luftet utrolig tunge emner havde nogle lavet et kæmpe bål. Der stod vi så alle 160 rundt om bålet, lavede snobrød og skiftedes til at tude og falde i hinadens arme. Jeg har kendt disse mennesker i ca. en uge men følelser deler vi allerede. Det var en utrolig intens oplevelse. Jeg følte virkelig det var os mod verden. Vi er alle alene her, så derfor må vi være der 100% for hinanden.

Det er følelser som denne samhørighed som UWC det værd. Det er det der sætter alt det besværlige i baggrunden, og forhåbentlig det jeg vil huske de her år før. For det er pisse hårdt at være her, og det havde jeg måske undervurderet. Men selvom det ikke er det lette valg tror jeg på mange måder alligevel det bliver det helt rigtige.

En tur omkring Campus

Jeg har nu tilbagelagt 6 dage på dette fantatisk smukke sted. Før jeg tog afsted, havde jeg hørt, at skolen var en af de mere fattige UWC-skoler, så mine forventninger til campus var ikke særlig høje. Udefra ser skolen dog heller ikke ud af meget. Hvis man står udenfor vagten, kan man faktisk ikke se andet end dette skilt:

Men indeni er campus en hel lille tropisk verden! Pga. den årlige regntid og meget sol er alle bygninger på skolen forbundet med udendørs gange, så man altid kan komme rundt. Der er mange grønne arealer, og dyrelivet er ret anderledes (mest er det dog insekter, edderkopper og flotte fugle men altså). Rundt omkring på campus står der mange frugttræer, og lige nu er mango- og guyanatræerne modne, så vi har flere gange været oppe og klatre efter dem.

 I går, da jeg kom fra klasselokalerne så jeg en hvid og grøn slange krydse stien(!) Jeg var på vej tilbage fra en personligt tutor møde, så jeg var alene. Jeg har virkelig en stor frygt for slanger, så jeg stod bare helt stiv af skræk. Heldigvis kom min yndlingsgartner Raúl og råbte spanske fraser til den forsvandt tilbage i græsset. Fra nu af vil jeg kun gå på stigerne efter mørkets frembrud!

Som sagt er skolen rimelig meget permanent broke, så selvom i stedet for aircondition er der vindblæsere hængende fra loftet i hvert rum. Alle elever bor i residents på 24 elever fordelt på 8 værelser. Der er 4 pige recidents og 3 drenge recidents, og for hvert af husene er der en ansvarlig lærer, der bor særskilt lige ved siden af. Meget andet staff bor på campus, så det er ret hyggeligt. Udover de 7 residents er der fitnessrum, kantine, et klasselokale for hver lærer (overraskende mange), fodboldbane, basket- og volleybane, sygeplejeske og diverse administrationsbygninger. Skolen virker som en hel lille by (eller community, som de så godt kan lide at kalde det), men det er måske heller ikke så mærkeligt, når man tænker på, at skolen plejede at tjene som en SOS-børneby.

Jeg må desværre slutte for nu, da jeg skal ud til et organic market i San José. Dog får i lige et lille kort over skolen med på vejen:

Kærlighed til mine fantastiske venner

Så er jeg sidder jeg på min seng efter min første rigtige dag på skolen her i Costa Rica. Jeg har haft en fantastisk dag med en masse nye indtryk! Folk virker så søde, og campus er et vildt smukt og hyggeligt sted. Dog kan jeg ikke benægte, at jeg savner mange af mine skønne venner derhjemme rigtig meget, og jeg håber sådan de ikke glemmer mig helt mens jeg er her. Min første dag har varslet mange gode fremtidige oplevelser her, men med denne video ønsker jeg at fortælle hvor meget jeg tænker på alle de elskede derhjemme:

https://www.youtube.com/watch?v=nG7aEh01D0Y&list=UUlm20VgLQli3n0BdPOGIMsw

Jeg vil fortælle meget mere om introperioden her senere, men lige nu har jeg lyst til at mindes de fantastisk tider, jeg har haft i Danmark - enjoy

UWC-tanker inden det hele starter

Så blev det også min tur; jeg er simpelthen blevet spændende nok til at have en blog!

Heldigvis handler denne blog ikke kun om mig, men om mange af dette års danske UWC-elever og vores oplevelser fra nogle af de 14 internationale skoler placeret overalt i verden. Jeg håber bloggen først og fremmest vil give dem, der følger med, en oplevelse af livet på en UWC-skole. Jeg vil prøve at lave mange indlæg de næste to år på enten dansk eller engelsk

Dette er så mig - samme pige som står med en akavet åben mund på tema billedet;) 

Egentlig tyvstarter jeg lidt med dette indlæg, men da jeg tager afsted om 7 dage(!) og da UWC-tankerne kører rundt i mit lille hoved, tænkte jeg, det var okay. Da jeg fik optagelsesbrevet i foråret, midt i et større foredrag på min skole var min første reaktion et hvin, og en hel del små hop rundt i en cirkel hvorefter foredraget blev droppet til fordel for noget champagne på Halmtorvet klokken 10 om morgenen.
Siden da, har jeg prøvet at få min eufori ned på et mere tåleligt niveau, men som det hele kommer tættere og tættere på, kan jeg stadig ikke få mine arme ned af ren spænding!

Jeg kan slet ikke forstå, at jeg er en af de heldige, der får lov til at repræsenterer Danmark derude i den store verden. Selvom en sådan ære selvfølgelig indebærer ansvar, kan jeg ikke komme på en idé, jeg hellere vil støtte, end UWC. Skolerne gør et fantastisk stykke arbejde; dels ved at skabe broer og forståelse mellem vidtforskellige kulturer, samt give unge fra mindre resourcestærke lande en chance for en bred og nyttig uddannelse og åbne verden op for vores generation. Tænk at jeg skal være en del af det - helt ærligt, det er for sindsygt!!!

De sidste par måneder er gået så hurtigt og har været fyldt med fantastiske oplevelser med venner og familie, og den sidste uges tid skal også nydes i fulde drag. Jeg vender hjem til Danmark i morgen efter en skøn lang ferie med familien i Grækenland, så der står den på 5 dage fyldt med dejlige mennesker. Jeg kan ikke forstå at disse mennsker, som er en stå stor del af min hverdag snart vil være væk til fordel for spanskafleveringer, bananer og mærkelige frøer. Det hårde på gensyn kan jeg slet ikke forberede mig på, så jeg prøver at lade vær med at tænke for meget på det, selvom det selvfølgelig er umuligt. Heldigvis gør jeg allerede nu mit bedste for at blive en rigtig lokal costaricaner med hjælp fra denne - baby steps i know, men alligevel: