Contrasts

It's funny how my new habits here at UWC RBC became an integrated part of me faster than I ever imagined. I wake up in a different bed with a different view with a different daily schedule ahead of me together with totally different people. Still I do this every day with the most natural feel you can imagine. This is my life. Totally different. 

This is why is turned my world upside down when I am confronted with my "old life". A life I lived no more than three months ago but still seems do distant from my present. 

Last weekend I went back to Denmark to attend my grandfathers funeral. I popped my UWC boble, a bobble both protective and capturing for me, and took a walk down memory lane. 

While walking down Vesterbrogade, staying at my grandmother's and drinking beers with my friends, I was confronted with all these old memories. Good memories, memories of events, jokes and feelings but also a memory of who I used to be. I mean, I'm still me, I said that a lot to my friends; "I'm still the same", "everything is as it used to be" and in many ways this is true. Still something has changed. 

Coming back to campus after five days away was just as interesting. Life had moved on without me and it actually took me some time to get comfortable with my old "new me". My bed felt a little bit more unfamiliar without my grandmothers bedsheets, the view a little more exotic and the schedule even more difficult to get used to than before. When it comes to the people everything strangely enough felt the same. This week I manage to live within my bobble and at the same time creating a small breathing valve back to Denmark in form of a skype-date with my old friend like in the "old days", and it all felt completely comfortable and natural. 

I think it is important to acknowledge these contrasts. I needed to experience both extremes within a short time period in order to navigate in both and still have a sense of who I am in them. The truth is that I am not the same. Everything is not as it used to be, but this is okay. Only when I accepted this, I could relax and concentrate on just being where I was instead of cooping and fitting in. 

Since my little awakening I have been more and more aware of these contrasts. Visiting my host family, all similarities and differences again became very clear and even though a had a really great time, it made me more homesick than ever. In a good way. I am now more capable of appreciating the good aspects of both lives and combining them into a more homogeneous me. 

Anyhow, I had some great weeks, and I of course you can not finish this post without a few pictures! 

Woops, a little selfie in the big massage-chair I found in the airport...

REUNION! The old Copenhagen-crew gathered!

Danish-dotted friends with Danish cristmas brew!

Flowers on my grandfathers grave. I consitered whether to share this picture or not, but it was indeed a very beautifull day and very important for me. 

Back in Freiburg on a hiking trip with my host family. 

Hvad gør jeg her?

Min meget kloge Moster gav mig til min konfirmation blandt andet en bog der hedder "Hvad gør jeg her?", og handler om en ekstrem spændende mand, der rejser rundt i verden for at skrive alt imens han oplever det ene sindsyge efter det andet.

Ikke for at sammenligne mig selv med en sådan sjæl, men spørgsmålet titlen stiler, kan i den grad godt sætte sig dybt i baghovedet mens man er her. Jeg havde det rigtig godt derhjemme med fantastiske venner, spændende fritidsinteresser og en uddannelse på Danmarks bedste gymnasium - hvorfor kunne jeg ikke bare være tilfreds med det? Der er nemlig ingen tvivl om at det ville være det letteste, både akademisk, personligt og socialt så hvad laver jeg her? 

Sådan kan man vidst ikke lade vær med at tænke engang imellem, men svaret kommer i klare glimt, hvor jeg ikke er i tvivl om, at jeg befinder mig et helt specielt sted. Under de glimt går det også op for mig, at jeg bare har værsgo at nyde den oplevelse, jeg er så heldig at have, i fulde drag. Få mennesker får lov til at opleve hele verden hver dag, og det skal man huske selv når man er ved at vænne sig til det. Jeg får her lov til at lære nogle fantastiske historier at kende, og får et unikt indblik i over 100 forskellige kulturer. Hvis det ikke kan får de fleste til at føle sig små, ved jeg ikke hvad kan. 

En af mine rigtig gode venner herovre er for eksempel blevet Khaled fra Syrien. Da han var 5 flygtede hans familie fra Palæstina til Syrien, og han arbejdede for at hjælpe til husholdningøkonomien fra han var 11. Som om det ikke kunne være udfordrende nok at bo som flygtning i Syrien og jævnligt se sit oprindelige hjemland blive bombet, udviklede tingene sig som bekendt voldsomt i Syrien. For 2 år siden da konflikten var godt i gang, blev han eftersøgt af regerigen for at have sendt billeder og videoklip til CNN. Han var "wanted" i et par måneder, men fik så mirakuløst til fuldt stipendium til skolen her, og nu er han vores student council president og tager en international uddannelse. Og nå ja, så arbejder han også over nettet som grafisk designer, for at hjælpe sin familie med at have råd til at komme til Sverige. 

En anden historie jeg også må dele er om Ahmed fra XX afrikansk land. Han er ikke homeseksuel, men opdagede i løbet af sit første år her, at man kan anskue verden på en anden måde, end de gør i hans homofobiske hjemland. Her er han blevet aktiv i skolens LGBT rights gruppe, og han taler dårligere og dårligere om sit lands holdninger. Disse tanker er dog ikke noget han kan dele med sin familie eller venner derhjemme, da alene sympatiserende tanker ift. homoseksualitet er grund til stening. 

Der er folk med endnu vildere historier, men det virker ikke passende at dele dem her.

Selvfølgelig har ikke alle en så dramatisk historie som de to foregående men eksempler er der nok af: Xingling fra Kina har aldrig gået på andet end en kinesisk kostskole, hvor de var "lukket inde" i et klasselokale 10 timer om dagen uden pauser. Nicole har boet i en SOS-børneby i Romanien hele sit liv indtil hun fik muligheden for at komme her, Andreas fra Guatemala lærte engelsk på 3 måneder da hun kom, Dilly der fik foundraised 200.000 kr. til sin tur osv. 

Folk er så seje her, nogle gange kan man føle sig så kedelig. Men så skal man jo huske at jeg ift. til mange har haft et åh så eksotisk liv med sne, mørke, jantelov, velfærdsstat, hav og åbenhed.  

Weekend

Det er nu søndag aften efter min første rigtige weekend her i troperne
Lørdag tog vi på et økologisk marked inde i San José. Det er et sted de ret ofte tager hen, og det var også ret cool faktisk. Der var livemusik og man kunne købe alt muligt virkelig lækker økologisk mad til stort set ingen penge. Om aftenen havde 2. års eleverne lavet et vildt godt show til os - det var virkelig mærkeligt, men det skabte en stærk følelse af sammenhørighed! Det er godt nogen dedikerede mennesker, der går på den her skole… Da meget af det selvfølgelig allerede er en top hemmelig UWCCR-hemmelighed vil mine videoer derfra forblive hemmelige, men jeg tog også et par billeder.

I dag var vi på et frugtmarked og rundt her i Sankta Ana. Der var mange frugter jeg ALDRIG har set eller hørt om før, og jeg har selvfølgelig glemt navnene på dem alle, men de skal nok komme. Alt der var utrolig billigt, selvom det faktisk generelt i Costa Rica godt kan være okay pricey. 

Bydelen er et ret hipster sted fyldt med genbrugsbutikker og skæve steder. Det er en meget blandet del af San José, som både er den rigeste del af hovedstaden samtidig med det nogle steder er meget beskedent. De rige mennesker bor oppe på bjergene, der omringer byen eller i aflukkede "communities" med store arealer tilhørende. Ellers bor middelklassen i mindre huse omhegnet af enten pigtråd eller låger. Jeg ved ikke helt hvad det er alle her er så bange for, for selvom det selvfølgelig ikke er et rigt land er her meget fredeligt, og skolen har kun sagt rosende ting om Sankta Ana. Skolen tager dog sine forholdsregler med døgnvagt, og selvfølgelig skal man passe på, men i fare for at lyde som en naiv blond turist, tror jeg der findes meget farligere steder i verden. Bydelen er utrolig smuk, og selvom den er omringet af bjerge er det en af de fladeste steder i Costa Rica, har jeg fået fortalt. Da jeg løb rundt i byen i går synes jeg dog, det var alt andet en flat men altså.

Ellers har min weekend været ret stille og rolig, men selvfølgelig fyldt med en masse mennesker. Vi tager på camp i morgen, som skulle være et eller andet sted ude i junglen. Jeg håber jeg slipper for møder med edderkopper og andet kravl, men nu må vi se!

Håber i alle har det fantastisk, og i skal vide, jeg nyder alle informationer jeg får derhjemmefra  

Kærlighed til mine fantastiske venner

Så er jeg sidder jeg på min seng efter min første rigtige dag på skolen her i Costa Rica. Jeg har haft en fantastisk dag med en masse nye indtryk! Folk virker så søde, og campus er et vildt smukt og hyggeligt sted. Dog kan jeg ikke benægte, at jeg savner mange af mine skønne venner derhjemme rigtig meget, og jeg håber sådan de ikke glemmer mig helt mens jeg er her. Min første dag har varslet mange gode fremtidige oplevelser her, men med denne video ønsker jeg at fortælle hvor meget jeg tænker på alle de elskede derhjemme:

https://www.youtube.com/watch?v=nG7aEh01D0Y&list=UUlm20VgLQli3n0BdPOGIMsw

Jeg vil fortælle meget mere om introperioden her senere, men lige nu har jeg lyst til at mindes de fantastisk tider, jeg har haft i Danmark - enjoy