Quiero estar un latino

Selvom man som UWC elev er "tvunget" til at bruge utrolig meget tid på skolen, kan jeg ikke lade vær med engang imellem at smile fra øre til øre med tanken om hvilket fantastisk land jeg er kommet til! Hvis man ikke var interesseret, kunne man uden tvivl bruge alt sin tid inde for skolens mure (læs hegn og træer), men jeg vil så gerne nå at opleve det her fantastiske sted, inden de to år er omme! Her er min top tre:

Det lyder sikkert åndsvagt, men 2 år er faktisk ikke så længe, til at se så meget, for størstedelen er de længste ferier skal efter planen holdet i Danmark. Dog har jeg allerede skumle planer om, at liste en lille tur ind hist og her. Indtil videre er kan jeg kun gisne om, hvordan mange dele af Costa Rica er. Dog har jeg haft et par oplevelser i dette land, som jeg synes beskriver dens fantastiske kultur meget godt:

Den første skete i søndags, hvor vi tog til koncert inde i San José. Vi fik sendt en besked om denne gratis koncert i anledning af en bog messe i kulturhuset. Jeg havde absolut ingen planer om at tage afsted, da jeg forventede en tenor med violiner til eller sådan noget. Nogle latinoer fik mig dog overtalt, og jeg tænkte at det om ikke andet så var en mulighed for at se noget af byen. Min skepsis blev ved mens vi prøvede at finde stedet, der altså ligger et stykke ude for den del af byen, jeg er familiær med. Jeg prøvede dog at bevare roen, da en række af meget hvide, meget mørke og meget sydamerikanske unge kæmpede sig ind i mængden. 5 minutter efter gik bandet i gang, som jeg fik at vide, var et af de mest kendte i Costa Rica. Og hold da op hvor de fik startet en fest! De der latinoer forstår virkelig at feste! Det var som at være i en konstant mosh pit i halvanden time. Jeg blev kastet rundt i mængden sammen med alle de andre. Sjældent har jeg grint så meget, og det bedste var, man slet ikke følte sig utryg. Folk var simpelthen så opmærksomme og meget mindre fulde end på Roskilde. Troede det der med "hips don't lie" og latinamerika var en stereotyp, men hvor det passer. De mennesker kan virkelig bevæge hofterne!

Den anden er fra det lokale frugtmarked, hvor man som lyshåret pige i tøj, der ikke er købt i Wallmart godt kan blive kraftig anbefalet til at købe en masse ting. Jeg og nogle venner gik fra den ene bod til den anden og købte alt mulig mærkeligt frugt, men da vi er på vej tilbage mod skolen kommer en aldrende, skaldet mand løbende efter os. Mit spanske er stadig MEGET begrænset, så jeg går bare ud fra at han vil have penge, men får dog opfanget "fresa", og tænker træt at jeg da i hvert fald ikke skal købe nogle af hans fandens jordbær. Men så opfanger jeg "tomato" og kommer i tanke om, at jeg da glemte mine jordbær i boden med tomater. Jeg får fremstammet noget alà: "lo siente, muchos gracias" og skyndte mig tilbage efter mine jordbær, som manden fra boden havde passet på. 

Havde ikke lige et billede af mine jordbær men disse liches synes jeg var meget flotte 

Der er ingen tvivl om, at der er mange farlige steder i Costa Rica, og man skal passe på sine ting når man udstråler turist, som jeg gør, men jeg føler mig stadig ret tryg her. Folk er søde og imødekommende, og man kan altid få hjælp hvis man er faret vild. Selvom folk overhovedet ikke taler engelsk, plejer de at være meget tålmodige med en dum blondine som mig. Det virker ikke som om folk generelt prøver at snyde én, eller også gør de det bare så godt, at jeg slet ikke bemærker det… 

En sidste ting, jeg også lige vil have med, er deres utrolig tilbagelænede indstilling til livet. Der er ikke nogle busplaner eller lign., den kommer når den kommer. Desuden har ingen veje navne og spørger man en lokal, om de kan pege ens placering ud på et kort, ved de for det meste ikke hvor man er, hvorfor er det også vigtigt? De har heller ikke nogle ordentlige adresser, skolen beskriver sin placering som 350 meter sydøst for den katolske kirke i Santa Ana - er glad for at jeg ikke er postbud her! 

Alt dette kan jo godt være en smule svært for en kontrol fikseret europæer som mig, men man lærer faktisk utrolig hurtigt at leve med deres "tiko time" (tiko er deres lokale ord for costa ricaner), og det kan faktisk næsten være afslappende, hvis man bare prøver at tage tingene som de kommer. De er godt selv klar over deres afslappede måde at se tingene på, og noget de altid siger ved hilsen, lykønskning mv er "pura vida" hvilket ca. oversættes til rent liv. Elever på skolen fra Costa Rica har fortalt mig, at dette er meget costa ricansk, og udtrykker deres ønske om at fokusere på det vigtige i livet, hvad det så end er.

Taget på marked i San José 

   

Så blev det sandelig weekend

Denne uge er simpelthen fløjet afsted, men når jeg tænker tilbage på alt hvad jeg har foretaget mig kunne der ligeså vel være gået en måned eller flere! Det er en underlig følelse. Her sker så meget hver dag, at når jeg endelig får børstet mine tænder, lagt min trætte krop i min køje og tænker tilbage på dagen der er gået, har jeg svært ved at huske hvad jeg lavede først på dagen.

Jeg har i denne uge besøgt et flygtninge center, som ligger en times tid fra Campus. Det var en meget stærk men også utrolig god oplevelse. I går var jeg på hike i de norske bjerge, og ellers har min uge været fyldt med te-aftaler og skolearbejde.

I dag besluttede jeg mig for at have en "jeg skal ikke lave noget dag". Dette indebar, at jeg stod sent op, og tøffede udenfor i mine gummistøvler mod kantinen for at spise risengrød, som åbenbart er en helårs ret, som spises til morgenmad her i Norge. Da jeg kom tilbage til huset, besluttede Daniel fra Colombia og jeg os for at lave en fødselsdags kalender til vores Day room. Som vi sad der og klippesklistrede, kom Kole fra Lesotho forbi, og snart duftede hele vores Day room af afrikanske krydderier. Han var gået i krig med at koge afrikansk grød, som faktisk virkelig smagte godt. Reda fra Marokko kom også og satte sig, og snart var vores Day room også fyldt med arabisk musik. Sådan blev folk ved med at komme og gå, og som jeg sad der, gik det op for mig, hvor heldig jeg er, og hvor vildt det er, at jeg er omgivet af HELE verden. Selvom jeg byttede København for Flekke, har jeg aldrig følt mig så meget i midten af alting som jeg gør her. Det er FANTASTISK!!! og ligeså fantastisk kom vores hjemme klippede kalender til at se ud. Den hænger nu i vores Day room, så der ingen tvivl er om hvornår folk skal fejres.

Regnvejr og hellige køer; førstehåndsintryk i Indien

Så er det vist ved at være tid til det første indlæg her fra MUWCI, India.
Vi har nu været her i halvanden uge og det begynder efterhånden at være lidt hverdag, hvilket er meget rart efter en sjov, men overvældende introuge, der blandt andet indeholdte mudderlege, sprogforvirring, smalltalk, grin, tempelbesøg, rickshawkørsel, nye venskaber, story telling night, dansefest, nye lyde, nye indtryk og også en smule hjemve.

Tiden i mellen alle aktiviteterne har jeg blandt brugt på at lære mine nye roomies at kende; én fra Marokko, én fra Vietnam og én fra Indien. Og værelset repræsenterer egentlig skolen rimelig godt, for et ord, der opsummerer, hvad man møder på MUWCI, er diversitet. Der er folk fra alle dele af verden og med alle mulige mærkelige baggrunde, men på samme tid er vi alle meget ens og kan sagtens finde en masse at være fælles om. Nogle ting er måske bare universelle.. I hvert fald kunne en inder, en dansker og en canadier sagtens blive enig om at Friends er en genial serie og at kolde brusebad om morgenen (hvilket er standard i min wada) er yderst ubehageligt.

Og apropos wada - det er hvor vi bor. Campus er inddelt i 5 wadaer (wada 1, wuhu!) med ca. 50 personer i hver. Her bor vi i mindre huse fordelt i en cirkel og med et common room med sofaer, køkken og hygge. Hygge er forresten et ord jeg savner forfærdeligt meget…

Og hvad laver vi så ellers end at studere til vores IB og lege med mudder? Jo, vi har blandt andet et triveni program (hvilket står for noget fancy, symbolsk med at connecte interesser. Tror jeg), hvor vi både skal i gang med hjælpearbejde og lave en masse andre sjove ting. Jeg regner med at vælge yoga og improvisationsteater - og så måske lære at spille citar. Jeg håber det får mig til at føle mig som en ægte inder.
I weekenden skal vi på home stays i den lokale landsby, hvor vi skal overnatte ved indiske familier. Så vi skal forhåbentlig møde søde mennesker og smage lækker, lokal mad. Dog taler de nok ikke engelsk og jeg hører rygter om mus i sengene, men jeg glæder mig.

Billederne her er fra campus, som er helt fantastisk smukt. Vi bor næsten på toppen af et "bjerg" med 360 graders udsigt over den smukke og (i øjeblikket) grønne dal Mulshi valley. Her har vi vores eget biodiversity area, mange skønne og meditative udsigtssteder og en kort løbetur væk ligger der 2000 år gammelt Shiva tempel. Dyreliv er der også masser af; hunde, insekter og endda krabber her på toppen. Der skal nok komme flere billeder, når det regner knap så meget som i øjeblikket.

Nå, nok for nu - det er nemlig chai-tid.

//Sofia//

Den der IB skal jo også tages

Nu er jeg efterhånden ved at vænne mig utrolig meget til at være her, og jeg tænker næsten ikke over, at dette ikke er mit egentlige hjem. Selvfølgelig er der stadig utrolig meget der skal læres og udforskes, og jeg tror let jeg kunne bruge en tre måneders tid bare på at lære folk en lille smule bedre at kende, hygge på campus og rejse lidt rundt i landet. Desværre går den ikke længere. Efter 2 ugers orientation må jeg sande at skolearbejdet starter nu, og jeg mærker instinktivt at det bliver ret hårdt - okay måske er det mere noget alle siger end egentlig instinktivt men altså.

Jeg har tilbagelagt 2,5 skoledage, så det er selvfølgelig svært at sige noget om endnu, men jeg tror det bliver rigtig godt. Skolesystemet er MEGET anderledes end derhjemme. Fx gives der ingen karakterer ud fra deltagelse i klassediskussioner men kun for afleveringer og en masse prøver. Så ikke noget med at fedte sig til bedre resultater længere… Dog får vi en effort-grade som fortæller noget om hvor stor en effort læreren mener man gør for at lære faget. Det betyder dog ingenting for det endelige resultat, men de sender dem til vores forældre :-(

Det skal dog siges, at jeg kun har 6 fag, så man skulle jo tro, at det var muligt at putte en del effort i dem alle. Efter nøje overvejelser er mine fag de næste to år:

History, high level
English language and literature, high level
Atropology, high level
Physics, standard level
Math, standard level
Spanish, standard level

Umildbart kunne man to at jeg kun har 3 a-fag frem for de 5 jeg tog på Rysensteen, men desværre er det ikke helt sådan. Spansk og matematik kan oversættes til det danske a-niveau selvom de kun er på standard. I sær matematik her er rigtig svært og anderledes end hjemme i Danmark. For at være ærlig er det kun asiater og amerikanere der fuldføre math higher, så det holder jeg mig langt væk fra. Jeg har hørt om én dansker der engang gennemførte det i Norge, ham har jeg så utrolig meget respekt for! Vi tog nemlig en placement test for at se hvor vi lå og ja… lad os bare sige, der ikke var nogen tvivl om mit valg :-)

Men jeg tror det er utrolig vigtigt ikke at drukne sig selv i skolearbejde mens man er her, for det er jo virkelig ikke derfor jeg valgte at tage på UWC. Det er nemlig for alle de oplevelser, der følger med! Der sker nemlig tusind ting der intet har med det akademiske at gøre hver dag her! I weekenden tog vi fx på oplevelsestur til San José uden guide, og blev kun lidt væk…

En glad dansker i San José - Coco og jeg må dog snart lære at tale spansk, hvis vi skal blive ved med at blive væk

Taditionel Costa Rica kanel-is på begge billeder - en special smagsoplevelse...

De første par dage på PC

De første par dage på Pearson er så småt ved at være gået, dage som har indeholdt flere oplevelser end jeg troede muligt på så kort tid. Jeg er så småt faldet til i mit nye hjem (Japan House) med mine roomies fra Chile, Maurisius og Japan. De sidste par dage har blandt andet budt på kultural speed dating, en aften under stjernerne ved skolens eget observatorium, cykel- og svømmetest og meget mere. Alle de nye indtryk er overvældende når man som mig kommer fra en lille by i Nordjylland, men samtidig indbyder de til en lysere fremtid. Efter de få dage der er gået på skolen forbløffer det mig hvor hurtigt folk er faldet til og nyder hinandens selskab selvom diverse konflikter lige nu finder sted imellem nationer, som min ukrainske co-year sagde til mig: "I am not deffined trough the actions of my country, but trough the actions of myself."

Efter en stille dag med cykeltest (du må ikke køre på cykel hvis du ikke bestod) og svømmetest (du må ikke lave nogle aktiviteter indeholdende havet) blev mig og min huslærer Nazim fra Tyrkiet enige om, at det var tid til mit første bayjump (hoppe fra skolens mole) i 12 grader varmt vand. Efter mine første dage på skolen har jeg nu også modtager det første passdown (ting som gives videre fra forrige årgange) fra min danske tredjeårs elev Johan. På denne skole kan man ikke andet end undgå at føle sig som en del af noget større og jeg ville ønske at jeg kunne beskrive denne følelse med ord. Jeg kan i hvert fald sige med sikkerhed at det er muligt for folk fra forskellige baggrunde, kulturer og socialelag at leve sammen i ro og mag. Tiden på College er knap og der er derfor ikke tid til den store alene tid.

Alt godt herfra indtil videre.

Emil  

Introcamp wiiiiii

Så er der næsten gået en uge siden jeg skrev sidst, men det kan altså godt være lidt svært at få tid til det. Det er faktisk også lidt svært at skrive et eller andet helt specifikt, for der sker simpelthen så meget, at det kan være svært bare at fortælle om et eller andet.

Ugen har dog været fyldt med en masse gode oplevelser. Den startede ud med at vi i mandags tog afsted på vores camp til Roblealto, som ligger ca. 2 timer fra skolen oppe i bjergene. Det var et utrolig smukt sted med udsigt ned over San José, og da vi om aftenen sad og så forskellig underholdning i amfiteatret kunne man se tusind lys.

Vi var inddelt i cambins med en 2-årselev som leder. Det var sjovt at være inddelt på en helt anden måde. Der er ca. 160 elever på skolen, og jeg vil så gerne lære dem alle at kende, selvom det selvfølgelig at svært at opnå i løbet af nogle uger. Hytten som den foroven var sådan en jeg boede i med 7 andre piger. Det var noget tæt, men med varmt bad er det jo svært at droppe sig efterhånden.

Ved campen var der pool, fodboldbane, volleybane, paintball, glidebane og utrolig smuk natur. Jeg ville ikke have noget imod at blive der et par dage til... Pointen med campen var selvfølgelig mest af alt at lære hinanden bedre at kende, så vi gennemførte en hel masse lege med en meget fin morale i slutningen ;-)

Vi skulle dog engang imellem også gøre nogle lidt mere alvorlige ting. Fx havde vi en hel time "og reflection" hvilket vil sige vi skulle sidde et eller andet sted og tænke dybe tanker på kommando. Jeg må indrømme det ikke ligefrem var let for mig, men det er meget sigende for det her sted, at alle gjorde deres bedste, selvom nogle endte med at falde i søvn. Jeg må indrømme jeg også selv var tæt på, men jeg holdt dog ud. For at gennemføre en IB skal man igennem en hel del reflection, så jeg kan vidst ligeså godt vænne mig til det. Efter den MEGET lange halve time skulle vi skrive et brev til os selv, som vi vil få udleveret i slutningen af året. Jeg satte mig helt nede ved floden i noget regnskov-ish terræn og skrev. Igen er det ikke ligefrem en dansk til at gøre, men jeg tror det gik nogenlunde. Jeg tror jeg må til at blive en person med lettere adgang til mine inderste følelser, hvis jeg skal gennemføre alt det her.  

Efter to rigtig gode dage ferien dog en ende, og det var tid til at tage tilbage til campus. Det var mærkeligt at komme hjem og føle det som om man kom hjem. Selvom jeg kun har været her i 2 uger, føler jeg allerede et tæt bånd til det her sted, og ikke mindst alt det, der foregår her.

Pantaphobia

Whilst tomorrow's luminaries, destined to bring about a genesis of peace, prosperity and sustainability, have journeyed off on their epic adventures which will challenge and fill them with everlasting joyous memories, a boy of same ilk, yet of different circumstance, lies crippled in his bed, his body plagued by a parasitic pathogen (AKA forknølelse). He carelessly casts an exhausted glance at his phone and the pictures of his compatriots. Their smiles are as contagious as his malady, yet seduce him into treacherous and malicious reverie of his own future. It brings him temporary pleasure. However, his happiness crumbles under the brutal realisation that what he yearns most for, he must patiently wait for. (#firstworldproblems)

Det er ikke for at sige at alt er doom and gloom. Jeg er lige så stille faldet  tilbage ind i dagligdagen efter et absolut skønt UWC short course, som ikke kun var skideskægt og fyldt med kærlighed, men også meget lærerigt. Men nu har jeg skaffet mig en dagligdag som jeg er glad for. Jeg blev for nyligt på et ansøgningsskema konfronteret med spørgsmålet: Hvad er din beskæftigelse?  Der stod jeg, stirrende fortabt ud i den blå luft. Min pantafobi (frygten af at mangle noget at lave) var blevet til realitet tænkte jeg. Men pludselig, in my most desperate hour (yeah I know I'm being quite overdramatic), an epiphany dawned upon me, and I emphatically filled in the box adjacent to the question with an opportunistic grin illuminating my face. "LIGE HVAD DER PASSER MIG!", stod der i store, fede bogstaver da jeg var færdig med mit mesterværk.

Jeg har nu ikke forklaret hvad jeg egentlig går og laver, men grunden til det er, at det er så varieret. Jeg er lige blevet fuldtidsansat i Lagkagehuset (den nye ved Lyngby station), så jeg har nu noget fast at planlægge alt det løse omkring. Noget som jeg bruger et godt stykke tid på er at danne a social sphere in which I feel entirely comfortable. Det er noget jeg lærte er nødvendigt for mig på mit UWC short course, da de mennesker jeg var omgivet af i Shetland var en fantastisk gave. Jeg er stensikker på at det ikke er ofte at man bliver så heldig at sådan en utrolig gruppe venner are served to you on a platter, og derfor skal der ydes en indsats for at opnå min utopiske vennekreds.

Personligt har jeg meget fokus på de næste måneder i Danmark. Selvfølgelig er det svært at ikke tænke frem på hvad der kommer til at være et af mit livs største oplevelser, men jeg prøver at lade være. Jeg har nu indset at det er hårdt på psyken at gå og glæde sig i lange perioder, nevermind half a year.  Det gør også at jeg ser på min tid op til Januar som en stor muglihed i stedet for en klods i vejen eller et fængsel. I dette tidsrum kan lave ting som jeg aldrig har haft tid til eller aldrig egentlig synes var noget for mig, men som jeg nu har tid til at afprøve alligevel.

Til sidst vil jeg, som jeg nu så hyppigt gør på vores lille facebookgruppe, ønske mine coyears held og lykke og jeg håber at I har det godt! Som I nok ved er jeg pissemisundelig, men også enormt glad og spændt på jeres vegne. Jeg lover at det er sidste gang jeg siger det.

P.S: Jeg beklager min underlig og ret random blanding af dansk og engelsk, men jeg føler at det er sådan jeg best convey my emotions :)

Sebastian Quaade, kommende UWCSA elev <3