Contrasts

It's funny how my new habits here at UWC RBC became an integrated part of me faster than I ever imagined. I wake up in a different bed with a different view with a different daily schedule ahead of me together with totally different people. Still I do this every day with the most natural feel you can imagine. This is my life. Totally different. 

This is why is turned my world upside down when I am confronted with my "old life". A life I lived no more than three months ago but still seems do distant from my present. 

Last weekend I went back to Denmark to attend my grandfathers funeral. I popped my UWC boble, a bobble both protective and capturing for me, and took a walk down memory lane. 

While walking down Vesterbrogade, staying at my grandmother's and drinking beers with my friends, I was confronted with all these old memories. Good memories, memories of events, jokes and feelings but also a memory of who I used to be. I mean, I'm still me, I said that a lot to my friends; "I'm still the same", "everything is as it used to be" and in many ways this is true. Still something has changed. 

Coming back to campus after five days away was just as interesting. Life had moved on without me and it actually took me some time to get comfortable with my old "new me". My bed felt a little bit more unfamiliar without my grandmothers bedsheets, the view a little more exotic and the schedule even more difficult to get used to than before. When it comes to the people everything strangely enough felt the same. This week I manage to live within my bobble and at the same time creating a small breathing valve back to Denmark in form of a skype-date with my old friend like in the "old days", and it all felt completely comfortable and natural. 

I think it is important to acknowledge these contrasts. I needed to experience both extremes within a short time period in order to navigate in both and still have a sense of who I am in them. The truth is that I am not the same. Everything is not as it used to be, but this is okay. Only when I accepted this, I could relax and concentrate on just being where I was instead of cooping and fitting in. 

Since my little awakening I have been more and more aware of these contrasts. Visiting my host family, all similarities and differences again became very clear and even though a had a really great time, it made me more homesick than ever. In a good way. I am now more capable of appreciating the good aspects of both lives and combining them into a more homogeneous me. 

Anyhow, I had some great weeks, and I of course you can not finish this post without a few pictures! 

Woops, a little selfie in the big massage-chair I found in the airport...

REUNION! The old Copenhagen-crew gathered!

Danish-dotted friends with Danish cristmas brew!

Flowers on my grandfathers grave. I consitered whether to share this picture or not, but it was indeed a very beautifull day and very important for me. 

Back in Freiburg on a hiking trip with my host family. 

Katrine her!
På en mørk mandag aften efter blå himmel og solskin.
Mit første indlæg på denne blog.
Direkte fra Norge!
UWCRCN!
Tag med på tur til smukke bjerge.
Rim på græsset.
Fantastisk fjord.
Julehygge og lyst til at dele nogle dejlige oplevelser. 


EN AT DAG

At dyrke meditation i et træhus med en forhenværende munk. 

At udtrykke sin vrede via sin gang og at råbe ad sin imaginære telefon.

At synge julesange i et bådhus med udsigt til en fjord og at det faktisk lyder godt. 

At spille volleyball i den lokale sportsklub, og at opdage hvor meget folk kan overraske en.

At tro man skal til møde om deltagelse, men blive mødt af 10 formeltklædte andenårs og en security control. 

At blive så uendeligt glad over at se solen + have en friblok at man bruger den på at cykle en tur til Flekke (den lille by med en købmand 2.5 km fra skolen) for at få vind i håret og købe havregryn.

At planlægge en præsentation omkring Danmark og have det så sjovt, at tårerne triller. 

At dyrke yoga med patienter på et rehabiliteringscenter, og endda få lov til selv at lede. 

At lave lektier og lektier og så lidt flere og så igen morgenen efter, da der er to tests og ikke meget tid. 

At have test i spansk med en udsigt som dette. 

At have sex-education med folk fra hele verden, og at opleve hvor ens synene på mange aspekter er. 

At bruge sin fredag aften på at diskutere om LGBT's er et westernised concept og hvilken rolle religion og tro har i homoseksuelles rettigheder. 

At lave havregrød og drikke julete med Ulrikke (også dansker) og derefter gå i seng fordi lørdagen også er spækket med oplevelser. 

At tage til "Børnenes Verdens Dag" i den nærmeste 'storby' for at være vært for en workshop med Bollywood dans, tørklæder, bindu og en indisk danser.

At skulle fortælle mødre og fædre i et virvar af mennesker, at de må vente og komme tilbage til næste runde, og at de må snakke langsommere på deres ny-norske, at prøve at snakke dansk med norske børn og blive glad når de ikke bliver skræmte, men prøver at forstå. 

At blive mødt af to danskere i kantinen da de har lavet dansk julebagning hele dagen, og at legen langt fra er ovre. 

At lytte til "Jul det' cool" og "Himmelblå" mens mandlerne bliver brændte og konfekten lækker og man snakker universelle rettigheder og kulturer- og selvfølgelig bare griner og slapper af og har det godt. 

At tage til Let's Talk om seksualitet og blive hængende til en 1½ timers spørg-panelet om seksualitet bestående af elever fra hele verden. 

At vende tilbage til julekagebagning og se Bamses Julekalender. 

At tro man skal i seng, men blive stoppet af en der skal afprøve en huskemetode og man skal være den der siger numrene.

At afsløre de rækkefølger af tal, planeter og stater man selv kan huske rækkefølgen på, og indgå i et væddeløb der betyder at man bliver nødt til at google pi, for at friske et par decimaler op inden man går i seng. 

At tage til brunch og planlægge præsentation om Danmark og derefter arbejde videre hele eftermiddagen.

At finde sig selv her ved skrivebordet mandag aften. 

At være så ualmindelig heldig at alt dette kan ske på en uge. 

Vi ses!

-Katrine UWCRCN

Når UWC mindes holocaust

I går var det 76. års dagen for den tyske krystalnat så det mindede det meste af skolen hinanden om holocaust ved at se "the pianist" på storskærm i biblioteket. Det var en hel fantastisk film, selvom jeg brugte det meste af tiden med at skjule mig ansigt mod min veninde Antonia's skulder...

Efterfølgende diskuterede vi filmen. Det var mest tyskere og jøder, der talte. De talte om arven fra begge sider af historien, og hvor lang tid det har taget at nå til det level af dialog vi er på i dag. Ud over de interessante perspektiver de alle havde, er det ekstra interessant at tænke på, at det på mange måder var hændelserne under holocaust, der er grunden til, at jeg sidder i Costa Rica netop nu. Det var efter 2. verdenskrig den første UWC skole i Wales blev dannet. Dens mål var at samle unge fra hele verden og lærer dem at forstå hinanden, for at undgå at lignende nogensinde vil ske igen. I alt det sjov og ballade UWC er i hverdagen, er det vigtigt lige at huske på det der alvorlige aspekt engang imellem også.

Når man kommer fra sådan et lille og relativ ubetydeligt land som Danmark, kan jeg ofte godt glemme hvor gode grunde folk her har til at hade hinanden - enten på grund har historiske eller nuværende stridigheder mellem deres lande. Det dejlige er dog, at folk har det med at glemme hvor hinanden er fra her, kun lige ved lejligheder som i går bliver man tvunget til at tænke lidt over det igen.

Okay dér skete der noget

Først og fremmest er jeg ked af, at jeg ikke er bedre til at få skrevet lidt mere regelmæssigt, men der sker simpelthen så meget her, at det kan være rigtig svært at finde tid til! Mit skab er nok et meget godt billede på hvad har foregået den sidste tid - det startede med at være virkelig fint ryddet op og ordentlig, men på en eller anden måde har det udviklet sig til massiv bunke skrammel, og jeg kan ALDRIG finde det jeg skal bruge, og finder hele tiden ting, der ikke er mine... Det må blive et projekt at få orden i senere.

Jeg ville rigtig gerne fortælle lidt om, hvad det præcis er, jeg går og har travlt med, men jeg har alligevel valgt at dedikere dette opslag til vores first year camp. Selvom det efterhånden er tre uger siden, er det alligevel en rigtig UWC oplevelse, der måske kan forklare hvordan det er her.

Vi tog af sted tidlig mandag morgen til Turriabla, som er en øst fra San José i noget bjerg/valley agtig miljø. Stedet var utrolig smukt! Vi sov i to store sovesale, vi delte 4 (KOLDE) bade 90 mennesker, og det var faktisk relativt koldt og mudret. Men altså selvom jeg følte mig som en halv Roskilde, var det en virkelig sjov tur! Den første dag havde vi en hel del aktiviteter, hvor vi arbejdede sammen, samt rygby of fodbold i mudderet. Sådan rigtig lejrskole agtig, men meget sjovt og fyldt med UWC Spirit :-)

Derefter var der selvfølgelig en times "reflection time" hvor man skulle vælge en sten, og forholde sig i stille aktivitet. De fleste her tager sådanne nogle ting ret seriøst, men der var også en del der sov. Jeg prøvede virkelig at reflekterer i en hel time, men da det er meget langt væk fra hvad jeg er vokset op med, gik det vidst ikke specielt godt. Jeg fik dog hørt noget musik og kigget en hel del på himlen... Det er sjovt at tænke på hvordan folk ville have reageret hvis en dansk skoleklasse var blevet bedt om noget lignende - folk ville nok bare have grint. 

Om aftenen var der lagt an til den hel store "candle night". Omkring klokken 8 blev vi alle sammen ført uden for og bundet for øjnene af de 7 anden års elever, der var med som ledere på turen. Derefter blev vi ført ind i en stor sal, hvor fyrfadslys var stillet i midten så de formede "generation '16" med et hjerte rundt om. Da vi alle var blevet sat i en rundkreds gik ritualet i gang. Det var rimelig meget organiseret som den første candle night jeg beskrev for jer, forskellen var bare, at denne gang var folk mere sikre på hinanden, og hold da op nogle historier blev delt! Jeg ryster stadig helt, når jeg tænker på det! Det er helt ufatteligt hvad mange af mine co-years har været igennem. Nogle har mistet deres forældre, deres bedste ven, haft alkoholiserede forældre, psykisk syge søskende, mobning, krig, vold i hjemmet og utrolige svigt. Fælles for alle historierne var dog, at alle dens hovedpersoner har kæmpet bravt for at være hvor de er i dag. Det er utroligt imponerende. Som en årgang gjorde en så stærk oplevelse os meget tættere, men da mens jeg sad og græd i stride strømme over de forfærdelige ting mine venner har været igennem, kunne jeg ikke lade vær med at tænke hvor heldig jeg er. Det her sted får virkelig én til at indse hvor små og trivielle ens danske problemer ofte er. Selvom jeg selvfølgelig vil fortsætte med at brokke mig over dem alle, satte oplevelsen alligevel meget i perspektiv.  

Den næste dag var helt speciel. Det er svært at sætte ord på, men vi opførte os nærmest som en helt tæt vennegruppe selvom vi var 90 mennekser samlet. Efter at have delt så meget med hinanden virkede alt andet end at være sammen ligegyldigt den dag. Det meste af dagen blev brugt i hold, hvor vi skulle gennemføre forskellige aktiviter, mange af dem inde i skoven. Især var jeg vild med den afsluttende mudderkamp - aldrig i mit liv har jeg været så beskidt! Jeg var så desperat for at blive ren, at jeg endte med at stå under en meget kold bruser i omkring 20 minutter for at få det meste af... 

Det var lidt mærkeligt at komme tilbage til campus efter en så intens bonding oplevelse. Alt blev nemlig utrolig hurtig som det plejede. Dog tror jeg stadig den tur gav min generation og jeg noget helt særligt, som vi forhåbentlig bare vil bygge videre på i de næste halvandet år. Når det så er sagt var det nu også rart at komme tilbage til andenårseleverne, vi havde jo savnet dem! De havde også savnet os nok til at forberede et velkomsshow og skrive på cafeteria bygningen.