Introcamp wiiiiii

Så er der næsten gået en uge siden jeg skrev sidst, men det kan altså godt være lidt svært at få tid til det. Det er faktisk også lidt svært at skrive et eller andet helt specifikt, for der sker simpelthen så meget, at det kan være svært bare at fortælle om et eller andet.

Ugen har dog været fyldt med en masse gode oplevelser. Den startede ud med at vi i mandags tog afsted på vores camp til Roblealto, som ligger ca. 2 timer fra skolen oppe i bjergene. Det var et utrolig smukt sted med udsigt ned over San José, og da vi om aftenen sad og så forskellig underholdning i amfiteatret kunne man se tusind lys.

Vi var inddelt i cambins med en 2-årselev som leder. Det var sjovt at være inddelt på en helt anden måde. Der er ca. 160 elever på skolen, og jeg vil så gerne lære dem alle at kende, selvom det selvfølgelig at svært at opnå i løbet af nogle uger. Hytten som den foroven var sådan en jeg boede i med 7 andre piger. Det var noget tæt, men med varmt bad er det jo svært at droppe sig efterhånden.

Ved campen var der pool, fodboldbane, volleybane, paintball, glidebane og utrolig smuk natur. Jeg ville ikke have noget imod at blive der et par dage til... Pointen med campen var selvfølgelig mest af alt at lære hinanden bedre at kende, så vi gennemførte en hel masse lege med en meget fin morale i slutningen ;-)

Vi skulle dog engang imellem også gøre nogle lidt mere alvorlige ting. Fx havde vi en hel time "og reflection" hvilket vil sige vi skulle sidde et eller andet sted og tænke dybe tanker på kommando. Jeg må indrømme det ikke ligefrem var let for mig, men det er meget sigende for det her sted, at alle gjorde deres bedste, selvom nogle endte med at falde i søvn. Jeg må indrømme jeg også selv var tæt på, men jeg holdt dog ud. For at gennemføre en IB skal man igennem en hel del reflection, så jeg kan vidst ligeså godt vænne mig til det. Efter den MEGET lange halve time skulle vi skrive et brev til os selv, som vi vil få udleveret i slutningen af året. Jeg satte mig helt nede ved floden i noget regnskov-ish terræn og skrev. Igen er det ikke ligefrem en dansk til at gøre, men jeg tror det gik nogenlunde. Jeg tror jeg må til at blive en person med lettere adgang til mine inderste følelser, hvis jeg skal gennemføre alt det her.  

Efter to rigtig gode dage ferien dog en ende, og det var tid til at tage tilbage til campus. Det var mærkeligt at komme hjem og føle det som om man kom hjem. Selvom jeg kun har været her i 2 uger, føler jeg allerede et tæt bånd til det her sted, og ikke mindst alt det, der foregår her.

Pantaphobia

Whilst tomorrow's luminaries, destined to bring about a genesis of peace, prosperity and sustainability, have journeyed off on their epic adventures which will challenge and fill them with everlasting joyous memories, a boy of same ilk, yet of different circumstance, lies crippled in his bed, his body plagued by a parasitic pathogen (AKA forknølelse). He carelessly casts an exhausted glance at his phone and the pictures of his compatriots. Their smiles are as contagious as his malady, yet seduce him into treacherous and malicious reverie of his own future. It brings him temporary pleasure. However, his happiness crumbles under the brutal realisation that what he yearns most for, he must patiently wait for. (#firstworldproblems)

Det er ikke for at sige at alt er doom and gloom. Jeg er lige så stille faldet  tilbage ind i dagligdagen efter et absolut skønt UWC short course, som ikke kun var skideskægt og fyldt med kærlighed, men også meget lærerigt. Men nu har jeg skaffet mig en dagligdag som jeg er glad for. Jeg blev for nyligt på et ansøgningsskema konfronteret med spørgsmålet: Hvad er din beskæftigelse?  Der stod jeg, stirrende fortabt ud i den blå luft. Min pantafobi (frygten af at mangle noget at lave) var blevet til realitet tænkte jeg. Men pludselig, in my most desperate hour (yeah I know I'm being quite overdramatic), an epiphany dawned upon me, and I emphatically filled in the box adjacent to the question with an opportunistic grin illuminating my face. "LIGE HVAD DER PASSER MIG!", stod der i store, fede bogstaver da jeg var færdig med mit mesterværk.

Jeg har nu ikke forklaret hvad jeg egentlig går og laver, men grunden til det er, at det er så varieret. Jeg er lige blevet fuldtidsansat i Lagkagehuset (den nye ved Lyngby station), så jeg har nu noget fast at planlægge alt det løse omkring. Noget som jeg bruger et godt stykke tid på er at danne a social sphere in which I feel entirely comfortable. Det er noget jeg lærte er nødvendigt for mig på mit UWC short course, da de mennesker jeg var omgivet af i Shetland var en fantastisk gave. Jeg er stensikker på at det ikke er ofte at man bliver så heldig at sådan en utrolig gruppe venner are served to you on a platter, og derfor skal der ydes en indsats for at opnå min utopiske vennekreds.

Personligt har jeg meget fokus på de næste måneder i Danmark. Selvfølgelig er det svært at ikke tænke frem på hvad der kommer til at være et af mit livs største oplevelser, men jeg prøver at lade være. Jeg har nu indset at det er hårdt på psyken at gå og glæde sig i lange perioder, nevermind half a year.  Det gør også at jeg ser på min tid op til Januar som en stor muglihed i stedet for en klods i vejen eller et fængsel. I dette tidsrum kan lave ting som jeg aldrig har haft tid til eller aldrig egentlig synes var noget for mig, men som jeg nu har tid til at afprøve alligevel.

Til sidst vil jeg, som jeg nu så hyppigt gør på vores lille facebookgruppe, ønske mine coyears held og lykke og jeg håber at I har det godt! Som I nok ved er jeg pissemisundelig, men også enormt glad og spændt på jeres vegne. Jeg lover at det er sidste gang jeg siger det.

P.S: Jeg beklager min underlig og ret random blanding af dansk og engelsk, men jeg føler at det er sådan jeg best convey my emotions :)

Sebastian Quaade, kommende UWCSA elev <3

Hjemmehygge i efterhånden hjemelige omgivelser

Nu er den første uge efterhånden gået her i det Sydtyske og jeg er så småt ved at falde på plads. Da mit hus er placeret øverst på bakken med over 100 trappetrin op til mit værelse, er der ofte stille og hyggeligt i modsætning til de andre "party houses". Vi arbejder meget på at skabe en hjemlig stemning i huset, og sammen med mine room mates har vi fundet regler og systemer som gør det lettere for os alle, at bo så tæt. Meeen hygge er jo ikke et særligt internationalt udtryk, så jeg arbejder hårdt på at lære mine house mates om denne fantastiske del af den danske kultur!
I dag startede forsøget i vores historiske have, hvor jeg samlede frugter ind. Vi har stort set alt i den have, så mens jeg gik mellem fårene, røg der både æbler, pærer, blommer, hindbær og brombær ned i kurven. Mens teen trak, bagte jeg frugttærter og lagde dyner og puder ud i vores day room. - Indtil videre er det danske "hygge" (som ingen btw. kan udtale) et meget populært fænomen i vores hus, så jeg tror jeg med sikkerhed kan sige MISSION COMPLETE!

Jaaa, de fine tærter klæder vores terrasse! 

Prøvede lige at få et nationalt pift ind ved at lave et dansk flag på den ene tærte... :P

For at være ærlig er det mest for min egen skyld, jeg laver disse små projekter. Dagene er travle og man vender sig hurtigt til at være igang med noget hele tiden - det bliver man nok også lidt afhængig af. Specielt når man er igang med at quitte en anden afhængighed (ja, i ved nok godt hvad det er, host host), er det godt at holde sig igang! 

Jeg må dog indrømme, at den danske hygge ikke er den samme i Tyskland, så jeg glæder mig allerede lidt til at komme hjem til hyggens højtid i december!

På toppen...

... Af Jardstadheia, som er bjerget i vores "baghave"! Solen stod højt på skyfri himmel, og temperaturen var lige lige lidt over de 20 grader. I dette hæderlige vejr besluttede jeg mig, sammen med en gruppe andre elever, for at bestige dette bjerg, og uden overdrivelse, så har jeg aldrig oplevet noget smukkere end omgivelserne på denne tur. Vi gik i to timer for at komme til toppen, det var hårdt, men vi holdt lidt stop ind i mellem, mest af alt for at nyde den ubeskrivelige udsigt. Hver gang vi kom til et sted, med en ny udsigt, var jeg sikker på, at intet nogensinde ville kunne blive smukkere, men her tog jeg grueligt fejl, for, for hver skridt vi nærmede os toppen blev udsigten vildere og vildere. På turen plukkede vi blåbær, mens lyden fra vandfaldende rislede noget så idyllisk i baggrunden. Da vi nåede til toppen, holdt vi os et langt hvil. Der blev taget selfies, og mange andre smukke billeder for at forevige denne følelse af at være på "toppen"! Turen ned, var ikke nær så anstrengende, men en hel del mere skræmmende, da mange at skråningerne var utroligt stejle, og meget svære at gå på, men ned det kom vi, og en fantastisk tur, det havde vi. På turen ned, plukkede Vallory fra Rusland svampe, som vi sammen tilberedte, og spiste samme aften. Jeg skal love jer for at det smagte godt. hun har lovet at tage mig på endnu en tur, så jeg kan lære hvilke man må spise, og hvilke man helst ikke skal spise ;)

        

FUCK SHIT FUUUUUCK vol. 2.0

Okay... Alt hvad jeg troede om denne skole og UWC-oplevelsen er røget i skraldespanden (selvfølgelig sorteret efter de bedste råd om "sustainability" som man jo gør her i Tyskland) og nu er jeg fyldt op af helt nye indtryk og oplevelser! First of all: den tyske campus er FANTASTISK! Jeg havde mine bange anelser som dansker og frygtede lidt, at Tyskland ville minde meget om herhjemme og være knapt så eksotisk - der tog jeg virkelig fejl!

Jeg ankom i onsdags til den mest sprudlende og livlige by med streetdance på gaden og unge mennesker der drikker øl paktrisk talt overalt i byen med de mange afslappende grønne områder. Campus var en endnu større overraskelse – godt nok er det stadig en byggeplads og alle skolebygninger udover student houses er stadig under renovering, men FUCK SHIT FUCK hvor er her smukt alligevel!
Selvfølgelig har jeg taget nogle billeder med min (ikke så professionelle, men meget handy iphone), som I da ikke skal snydes for.

Udsigt over en af de nærlæggende dale og tysk dame der vandrer..

Fordelen ved UWC i Tyskland: ØL og masser af det! Her er nogle af mine søde co-years - jeg prøvede at lære dem om dansk kultur (alkohol i store mængder), men måtte overgive mig til Jan fra Tjekkiet... Satans Østeuropæere!

Min nye by Freiburg hvor der løber masser af kanaler og en stor å gennem byen..

Freiburg + et fænomen som mine co-years kalder PDA (public display of affection), hvilket de bestemt ikke er vant til i hjemlandene!

Med lidt hjælp fra de bedste venner fra DK er min hylde over sengen ny prydet med smukke billeder og gode minder! 

Endnu mere Freiburg...

Jep - det her er hvad du ser i butiksvinduerne, vi varmer allerede op til oktoberfest!

Freiburgs kendte (og meeeeeget gamle) kirke "Münster", som faktisk er et ret imponerende syn!

Ja, som I kan se er der faktisk ret dejlig her i det Tyske, og følelsen i maven ovenpå den første lille uge er også positiv. Vi har haft rigtig travlt! Blandt mine oplevelser kan jeg  nævne, at jeg har cyklet 70 km (til den franske grænse og tilbage), været med i et skalde/byggeplads-orkester hvor vi spillede på hjemmelavede instrumenter (vores instrumenter er ikke kommet endnu), haft lange snakke om religion og lært sjofel slang af "Nana from Ghana", haha... 

Anyways jeg er glad og positiv for nu, men i morgen har vi placement tests i engelsk og matematik, så I kan se frem til et seriøst "FUCK SHIT FUUUUCK" indlæg vol 2.1 i morgen... ;)

Auf Wiedersehen meine Freunde!  

 

Hej til Jer!!

Ulrikke og Katrine her! I dag har vi været på tur, og har lavet jer en guide, så i kan se hvor vi bor og er :-)

Kom med på rundtur på UWCRCN!

Vi ses :-)

Weekend

Det er nu søndag aften efter min første rigtige weekend her i troperne
Lørdag tog vi på et økologisk marked inde i San José. Det er et sted de ret ofte tager hen, og det var også ret cool faktisk. Der var livemusik og man kunne købe alt muligt virkelig lækker økologisk mad til stort set ingen penge. Om aftenen havde 2. års eleverne lavet et vildt godt show til os - det var virkelig mærkeligt, men det skabte en stærk følelse af sammenhørighed! Det er godt nogen dedikerede mennesker, der går på den her skole… Da meget af det selvfølgelig allerede er en top hemmelig UWCCR-hemmelighed vil mine videoer derfra forblive hemmelige, men jeg tog også et par billeder.

I dag var vi på et frugtmarked og rundt her i Sankta Ana. Der var mange frugter jeg ALDRIG har set eller hørt om før, og jeg har selvfølgelig glemt navnene på dem alle, men de skal nok komme. Alt der var utrolig billigt, selvom det faktisk generelt i Costa Rica godt kan være okay pricey. 

Bydelen er et ret hipster sted fyldt med genbrugsbutikker og skæve steder. Det er en meget blandet del af San José, som både er den rigeste del af hovedstaden samtidig med det nogle steder er meget beskedent. De rige mennesker bor oppe på bjergene, der omringer byen eller i aflukkede "communities" med store arealer tilhørende. Ellers bor middelklassen i mindre huse omhegnet af enten pigtråd eller låger. Jeg ved ikke helt hvad det er alle her er så bange for, for selvom det selvfølgelig ikke er et rigt land er her meget fredeligt, og skolen har kun sagt rosende ting om Sankta Ana. Skolen tager dog sine forholdsregler med døgnvagt, og selvfølgelig skal man passe på, men i fare for at lyde som en naiv blond turist, tror jeg der findes meget farligere steder i verden. Bydelen er utrolig smuk, og selvom den er omringet af bjerge er det en af de fladeste steder i Costa Rica, har jeg fået fortalt. Da jeg løb rundt i byen i går synes jeg dog, det var alt andet en flat men altså.

Ellers har min weekend været ret stille og rolig, men selvfølgelig fyldt med en masse mennesker. Vi tager på camp i morgen, som skulle være et eller andet sted ude i junglen. Jeg håber jeg slipper for møder med edderkopper og andet kravl, men nu må vi se!

Håber i alle har det fantastisk, og i skal vide, jeg nyder alle informationer jeg får derhjemmefra