Så mange ting, så lidt tid. Ny forståelse af begrebet Indian time

Så er det en uge siden, at jeg sidst skrev et indlæg og tænk hvor mange ting, der kan ske på bare en uge.

Det har været en uge fyldet med begivenheder - både gode og dårlige. 

Lige nu ligger jeg (fanget) i medical center med madforgiftning på 2. dag. Her var overfyldt i går med forgiftede elever - og den hovedmistænkte for sygdommen er cafeteriets pasta i onsdags.

Så uden mad i maven i en fyldt 'hospitalssal' har jeg tilbragt mine første dage som 18årig. Dejligt.

Oprigtigt dejlig var min fødselsdag dog. Klokken 00:00, da dagen skiftede til d. 9. september, kom der vildt mange mennesker til wada 1 (min wada), hvor jeg sad i vores common room. De overraskede mig med sang, masser af kram og hjemmebagt kage og gjorde mig utrolig glad og varm indeni - og jeg følte mig virkelig hjemme. Efter at de fleste var gået og jeg havde fået flere knus end man normalt får på et år, overraskede mine roommates og tætteste venner mig igen med endnu en kage - denne endnu bedre end den første. Os der var tilbage hyggede og spiste kage og jeg gik i seng med et smil på læben efter at have nydt mine første timer som voksen.
Dagen efter var også dejlig med en masse 'happy birthday', smil og glade ansigter. Dog var min fødselsdag præget af at vi (en gruppe på 10) skulle til Pune og lave FRO, som er Indiens ufatteligt langsomme og bureaukratiske visaregistrering, som alle skal i gennem. Det tog os små syv timer inkl køretur til Pune, ventetid på FRO-kontoret og udfyldning af papirer. Vi nåede dog også lige ud og spise pizza og endte med faktisk at have det rigtig sjovt - så det var faktisk ikke en sørgelig måde at tilbringe sin fødselsdag på.
Resten af aftenen gik med swing dance for alle der havde lyst - en aktivitet, som jeg nok vil fortsætte med at gå til hele året.

Men faktisk har min fødselsdag ikke engang været højdepunktet den sidste periode. Én ting er svær at vælge ud, men Ganesh Chaturthi festivalen skal helt sikkert nævnes. Ganesh er en hinduistisk figur (menneskekrop og elefanthoved) og her i staten Maharashta fejrer man ham hvert år ved at lave et lille tempel til ham og 10 dage senere sænke ham ned i vand (en flod eller lign.). Nedsænkningen af Ganeesh var hvad vi deltog i. Den foregår med Hinduistiske ritualer, hvor man blandt andet 'vasker' sit ansigt i røg og spiser små indiske kokoskager. Efter ritualerne i skolens lille midlertidige tempel (som staff har bygget for at hylde Ganesh) gik vi med musik og traktor ned til den nærmeste landsby. På vejen blev der kastet med masser af farve og snart var vi alle meget pink. Det var fantastisk sjovt at deltage i og vi dansede og smurte hinanden ind i farve hele vejen ned til Mula-floden. Ved floden var vi med ved landsbyindbyggernes ritualer, hvor alle statuerne af Ganesh sænkes ned i vandet sammen med kurve med forskellige blomster og gaver. At deltage i sådan en tradition var utroligt og vi følte os meget velkomne og taknemmelige ved de så gæstfrie mennesker, der uden videre lod os være en del af deres hellige ritual. Der var en helt speciel stemning; alle børnene var spændte og glade og de voksne mænd og store drenge badede i flodens grumsede vand efter at have sendt Ganesh afsted.
Vi gik tilbage til toppen af bjerget, overvældede af den gode oplevelse og en masse latter, og prøvede at vaske den pink farve af. Det lykkedes nogenlunde - nogle af de lyshårede piger har dog stadig strejf af rødt hår.

To dage senere gik turen igen igennem Khubavali (den nærmeste landsby) denne gang var det dog for at være på homestays. Vi skulle besøge og overnatte hos en indisk familie og jeg, og min veninde Pulkit, skulle bo hos 15årige Kenan og hendes familie. Kenan var sød, elskede at studere og kunne, i modsætning til de fleste i hendes familie, tale engelsk. At opleve livet i landsbyen og deres hjem var både interessant og overvældende; familien boede i et hus med to værelser: et køkken og et alt-muligt-rum. I det ene rum sov alle familiens 5 medlemmer hver nat på en lille briks og på tæpper på gulvet. At huset var så lille og minimalt møbleret var meget mærkeligt og anderledes at forholde sig til - specielt fordi, at de, på trods af at sove på gulvet og ikke have indlagt vand i køkkenet, havde både fjernsyn og dvd-afspiller. Og det havde alle familierne. Det er nok her - på teknologi - at udvikling og fremgang sker lige nu - jeg opdagede i hvert fald på dette døgn, hvor forskellige prioriteringer folk har for at hæve deres livskvalitet.
Børnene i familien var glade og nysgerrige og vi var både med til at lege lege i skolegården og deltage i Kenans kusines fødselsdag. Generelt var jeg overrasket over hvor meget livsglæde og gåpåmod og ikke mindst fremtidsplaner børnene havde, men på forældrene kunne til gengæld ses, at familiernes hårde kår var sværere at leve med, end børnene måske opdagede.
Jeg lærte virkelig meget af denne oplevelse både om indiske familieforhold, mad, skolegang, hygiejne, traditioner og hverdag, og jeg gik hjem til MUWCI med både negative og positive indtryk af livet i landsbyerne. I maven havde jeg god indisk mad og op ad armen snoede sig en lang og flot hennatatovering lavet på bare 10 minutter af en 14årig pige.

Som tiden går, føler jeg mig føler mere og mere hjemme i Indien; kan sige tak på hindi, har haft min første madforgiftning og har indset, at jeg faktisk også er begyndt at lugte indisk (jeg laver ikke sjov, vores sved lugter faktisk indisk. Måske er det krydderierne.. )
Men der er stadig lang vej endnu, hvis jeg vil nå mit mål om at føle mig ægte indisk, blandt andet skal jeg nok lige justere min tålmodighed og forholde mig til mit nye (og overraskende positive) syn på Danmark.

Her kommer lige en smule billeder af mit nye hjem ("hjem". Mit hjerte er stadig meget i Danmark og hjem er jo Where the heart is). De dog taget på en meget cloudy dag og campus kommer vist slet ikke til sin ret.
Billederne fra Ganesh kan jeg desværre ikke selv tage credits for - de må gå til forskellige venner fra facebook.

Vandretur

Så er jeg så småt ved at finde mig ind i en hverdag her i disse fantastiske omgivelser, og selvom jeg allerede synes der er rigeligt at lave med skolearbejde, ture og socialisering begynder mine CAS også snart. CAS-programmet skal består af minimum tre "fritids"interesser, der skal gennemføres på lige fod med det akademiske for at få min IB Diploma. Dog uden karakterer… Man skal vælge mindst en kreativ, en sport og et socialt arbejde. Jeg har ønsket pigefodbold, filosofi, et program hvor jeg forhåbentlig kommer til at undervise nogle børn fra Costa Rica, et program i Caz Feliz, som er et belastet boligområde tæt på samt at deltage og organiserer MUN-konferencer. Nu må vi se hvor meget af det, jeg får, men det vil jeg forhåbentlig vide i slutnigen af ugen.

Ellers er weekenderne allerede nu noget man kan se frem til, for selvom der sker noget hele tiden, er der næsten hver weekend tid til en dagtur til et spændende sted. Sidste uge stod lørdagen på en vandretur. I Danmark er vi ekstrem vant til at gå i forhold til mange andre her, der tager taxa alle vegne hen, hvis de kan slippe afsted med det. Jeg tænkte derfor, ha en vandretur? Det er da bare ligesom at gå, bare lidt længere ikke? Mildt sagt undervurderede jeg det nok en hel del. Vi fik fra klokken 7.30-15.30, og ja vi skulle jo bestige et bjerg, så rigtig meget af det var op af bakke. Så for at sige det mildt havde jeg ret meget undervurderet udfordringen. Et års 2-årselever havde heldigvis overbevist mig om at tage en masse vand med. Det var bare nogle elever der havde arrangeret turen, men vi var alligvel ca. 25 der stod tidligt op lørdag morgen for at vandre på et af de lokale bjerge.

Og hvor var det bare det værd! Det var simpelthen så smukt! Selvom det var varmt, og mine lægge brændte det meste af tiden, har jeg allerede glemt alt ulejligheden, men husker til gengæld tydeligt det fantastiske syn. Man kunne se helle vejen til San José, der er omringet af bjerge. Mens vi gik op af mudrede stiger, som regnen har gravet dybe furer i, passerede vi flere huse. Selvom det må være utrolig besværligt, kan jeg egentlig godt forstå at nogen vælger at bosætte sig deroppe. Tænk at have sådan en udsigt fra sit vindue? Da vi havde det aller varmest kom vi forbi en lille restaurant, der ejede en naturpool. Som ægte latinoer var de selvfølgelig meget opsatte på, at vi skulle låne deres pool, og det krævede da heller ikke ret meget overtagelse før vi kastede os ned i det kolde vand. Vandet kom fra en af de lokale kilder, så på begge sider af poolen var der en "flod" der førte vandet videre. Dette gjorde det hele meget miljøvenligt, som er noget de går rigtig meget op i her.

Vi prøvede at fange udsigten og stemningen på nogle billeder, men det lykkedes ikke til perfektion, da man nok bare er nødt til at se det med sine egne øjne. Det er jo nok også derfor folk går igennem så mange smerter for at stå på toppen af et bjerg, men jeg gjorde mit bedste!

 
Mine lægge er så småt ved at komme sig, så hvem ved, måske bliver dette ikke mit sidste vandreturs-opslag

Quiero estar un latino

Selvom man som UWC elev er "tvunget" til at bruge utrolig meget tid på skolen, kan jeg ikke lade vær med engang imellem at smile fra øre til øre med tanken om hvilket fantastisk land jeg er kommet til! Hvis man ikke var interesseret, kunne man uden tvivl bruge alt sin tid inde for skolens mure (læs hegn og træer), men jeg vil så gerne nå at opleve det her fantastiske sted, inden de to år er omme! Her er min top tre:

Det lyder sikkert åndsvagt, men 2 år er faktisk ikke så længe, til at se så meget, for størstedelen er de længste ferier skal efter planen holdet i Danmark. Dog har jeg allerede skumle planer om, at liste en lille tur ind hist og her. Indtil videre er kan jeg kun gisne om, hvordan mange dele af Costa Rica er. Dog har jeg haft et par oplevelser i dette land, som jeg synes beskriver dens fantastiske kultur meget godt:

Den første skete i søndags, hvor vi tog til koncert inde i San José. Vi fik sendt en besked om denne gratis koncert i anledning af en bog messe i kulturhuset. Jeg havde absolut ingen planer om at tage afsted, da jeg forventede en tenor med violiner til eller sådan noget. Nogle latinoer fik mig dog overtalt, og jeg tænkte at det om ikke andet så var en mulighed for at se noget af byen. Min skepsis blev ved mens vi prøvede at finde stedet, der altså ligger et stykke ude for den del af byen, jeg er familiær med. Jeg prøvede dog at bevare roen, da en række af meget hvide, meget mørke og meget sydamerikanske unge kæmpede sig ind i mængden. 5 minutter efter gik bandet i gang, som jeg fik at vide, var et af de mest kendte i Costa Rica. Og hold da op hvor de fik startet en fest! De der latinoer forstår virkelig at feste! Det var som at være i en konstant mosh pit i halvanden time. Jeg blev kastet rundt i mængden sammen med alle de andre. Sjældent har jeg grint så meget, og det bedste var, man slet ikke følte sig utryg. Folk var simpelthen så opmærksomme og meget mindre fulde end på Roskilde. Troede det der med "hips don't lie" og latinamerika var en stereotyp, men hvor det passer. De mennesker kan virkelig bevæge hofterne!

Den anden er fra det lokale frugtmarked, hvor man som lyshåret pige i tøj, der ikke er købt i Wallmart godt kan blive kraftig anbefalet til at købe en masse ting. Jeg og nogle venner gik fra den ene bod til den anden og købte alt mulig mærkeligt frugt, men da vi er på vej tilbage mod skolen kommer en aldrende, skaldet mand løbende efter os. Mit spanske er stadig MEGET begrænset, så jeg går bare ud fra at han vil have penge, men får dog opfanget "fresa", og tænker træt at jeg da i hvert fald ikke skal købe nogle af hans fandens jordbær. Men så opfanger jeg "tomato" og kommer i tanke om, at jeg da glemte mine jordbær i boden med tomater. Jeg får fremstammet noget alà: "lo siente, muchos gracias" og skyndte mig tilbage efter mine jordbær, som manden fra boden havde passet på. 

Havde ikke lige et billede af mine jordbær men disse liches synes jeg var meget flotte 

Der er ingen tvivl om, at der er mange farlige steder i Costa Rica, og man skal passe på sine ting når man udstråler turist, som jeg gør, men jeg føler mig stadig ret tryg her. Folk er søde og imødekommende, og man kan altid få hjælp hvis man er faret vild. Selvom folk overhovedet ikke taler engelsk, plejer de at være meget tålmodige med en dum blondine som mig. Det virker ikke som om folk generelt prøver at snyde én, eller også gør de det bare så godt, at jeg slet ikke bemærker det… 

En sidste ting, jeg også lige vil have med, er deres utrolig tilbagelænede indstilling til livet. Der er ikke nogle busplaner eller lign., den kommer når den kommer. Desuden har ingen veje navne og spørger man en lokal, om de kan pege ens placering ud på et kort, ved de for det meste ikke hvor man er, hvorfor er det også vigtigt? De har heller ikke nogle ordentlige adresser, skolen beskriver sin placering som 350 meter sydøst for den katolske kirke i Santa Ana - er glad for at jeg ikke er postbud her! 

Alt dette kan jo godt være en smule svært for en kontrol fikseret europæer som mig, men man lærer faktisk utrolig hurtigt at leve med deres "tiko time" (tiko er deres lokale ord for costa ricaner), og det kan faktisk næsten være afslappende, hvis man bare prøver at tage tingene som de kommer. De er godt selv klar over deres afslappede måde at se tingene på, og noget de altid siger ved hilsen, lykønskning mv er "pura vida" hvilket ca. oversættes til rent liv. Elever på skolen fra Costa Rica har fortalt mig, at dette er meget costa ricansk, og udtrykker deres ønske om at fokusere på det vigtige i livet, hvad det så end er.

Taget på marked i San José 

   

Så blev det sandelig weekend

Denne uge er simpelthen fløjet afsted, men når jeg tænker tilbage på alt hvad jeg har foretaget mig kunne der ligeså vel være gået en måned eller flere! Det er en underlig følelse. Her sker så meget hver dag, at når jeg endelig får børstet mine tænder, lagt min trætte krop i min køje og tænker tilbage på dagen der er gået, har jeg svært ved at huske hvad jeg lavede først på dagen.

Jeg har i denne uge besøgt et flygtninge center, som ligger en times tid fra Campus. Det var en meget stærk men også utrolig god oplevelse. I går var jeg på hike i de norske bjerge, og ellers har min uge været fyldt med te-aftaler og skolearbejde.

I dag besluttede jeg mig for at have en "jeg skal ikke lave noget dag". Dette indebar, at jeg stod sent op, og tøffede udenfor i mine gummistøvler mod kantinen for at spise risengrød, som åbenbart er en helårs ret, som spises til morgenmad her i Norge. Da jeg kom tilbage til huset, besluttede Daniel fra Colombia og jeg os for at lave en fødselsdags kalender til vores Day room. Som vi sad der og klippesklistrede, kom Kole fra Lesotho forbi, og snart duftede hele vores Day room af afrikanske krydderier. Han var gået i krig med at koge afrikansk grød, som faktisk virkelig smagte godt. Reda fra Marokko kom også og satte sig, og snart var vores Day room også fyldt med arabisk musik. Sådan blev folk ved med at komme og gå, og som jeg sad der, gik det op for mig, hvor heldig jeg er, og hvor vildt det er, at jeg er omgivet af HELE verden. Selvom jeg byttede København for Flekke, har jeg aldrig følt mig så meget i midten af alting som jeg gør her. Det er FANTASTISK!!! og ligeså fantastisk kom vores hjemme klippede kalender til at se ud. Den hænger nu i vores Day room, så der ingen tvivl er om hvornår folk skal fejres.

Regnvejr og hellige køer; førstehåndsintryk i Indien

Så er det vist ved at være tid til det første indlæg her fra MUWCI, India.
Vi har nu været her i halvanden uge og det begynder efterhånden at være lidt hverdag, hvilket er meget rart efter en sjov, men overvældende introuge, der blandt andet indeholdte mudderlege, sprogforvirring, smalltalk, grin, tempelbesøg, rickshawkørsel, nye venskaber, story telling night, dansefest, nye lyde, nye indtryk og også en smule hjemve.

Tiden i mellen alle aktiviteterne har jeg blandt brugt på at lære mine nye roomies at kende; én fra Marokko, én fra Vietnam og én fra Indien. Og værelset repræsenterer egentlig skolen rimelig godt, for et ord, der opsummerer, hvad man møder på MUWCI, er diversitet. Der er folk fra alle dele af verden og med alle mulige mærkelige baggrunde, men på samme tid er vi alle meget ens og kan sagtens finde en masse at være fælles om. Nogle ting er måske bare universelle.. I hvert fald kunne en inder, en dansker og en canadier sagtens blive enig om at Friends er en genial serie og at kolde brusebad om morgenen (hvilket er standard i min wada) er yderst ubehageligt.

Og apropos wada - det er hvor vi bor. Campus er inddelt i 5 wadaer (wada 1, wuhu!) med ca. 50 personer i hver. Her bor vi i mindre huse fordelt i en cirkel og med et common room med sofaer, køkken og hygge. Hygge er forresten et ord jeg savner forfærdeligt meget…

Og hvad laver vi så ellers end at studere til vores IB og lege med mudder? Jo, vi har blandt andet et triveni program (hvilket står for noget fancy, symbolsk med at connecte interesser. Tror jeg), hvor vi både skal i gang med hjælpearbejde og lave en masse andre sjove ting. Jeg regner med at vælge yoga og improvisationsteater - og så måske lære at spille citar. Jeg håber det får mig til at føle mig som en ægte inder.
I weekenden skal vi på home stays i den lokale landsby, hvor vi skal overnatte ved indiske familier. Så vi skal forhåbentlig møde søde mennesker og smage lækker, lokal mad. Dog taler de nok ikke engelsk og jeg hører rygter om mus i sengene, men jeg glæder mig.

Billederne her er fra campus, som er helt fantastisk smukt. Vi bor næsten på toppen af et "bjerg" med 360 graders udsigt over den smukke og (i øjeblikket) grønne dal Mulshi valley. Her har vi vores eget biodiversity area, mange skønne og meditative udsigtssteder og en kort løbetur væk ligger der 2000 år gammelt Shiva tempel. Dyreliv er der også masser af; hunde, insekter og endda krabber her på toppen. Der skal nok komme flere billeder, når det regner knap så meget som i øjeblikket.

Nå, nok for nu - det er nemlig chai-tid.

//Sofia//

Den der IB skal jo også tages

Nu er jeg efterhånden ved at vænne mig utrolig meget til at være her, og jeg tænker næsten ikke over, at dette ikke er mit egentlige hjem. Selvfølgelig er der stadig utrolig meget der skal læres og udforskes, og jeg tror let jeg kunne bruge en tre måneders tid bare på at lære folk en lille smule bedre at kende, hygge på campus og rejse lidt rundt i landet. Desværre går den ikke længere. Efter 2 ugers orientation må jeg sande at skolearbejdet starter nu, og jeg mærker instinktivt at det bliver ret hårdt - okay måske er det mere noget alle siger end egentlig instinktivt men altså.

Jeg har tilbagelagt 2,5 skoledage, så det er selvfølgelig svært at sige noget om endnu, men jeg tror det bliver rigtig godt. Skolesystemet er MEGET anderledes end derhjemme. Fx gives der ingen karakterer ud fra deltagelse i klassediskussioner men kun for afleveringer og en masse prøver. Så ikke noget med at fedte sig til bedre resultater længere… Dog får vi en effort-grade som fortæller noget om hvor stor en effort læreren mener man gør for at lære faget. Det betyder dog ingenting for det endelige resultat, men de sender dem til vores forældre :-(

Det skal dog siges, at jeg kun har 6 fag, så man skulle jo tro, at det var muligt at putte en del effort i dem alle. Efter nøje overvejelser er mine fag de næste to år:

History, high level
English language and literature, high level
Atropology, high level
Physics, standard level
Math, standard level
Spanish, standard level

Umildbart kunne man to at jeg kun har 3 a-fag frem for de 5 jeg tog på Rysensteen, men desværre er det ikke helt sådan. Spansk og matematik kan oversættes til det danske a-niveau selvom de kun er på standard. I sær matematik her er rigtig svært og anderledes end hjemme i Danmark. For at være ærlig er det kun asiater og amerikanere der fuldføre math higher, så det holder jeg mig langt væk fra. Jeg har hørt om én dansker der engang gennemførte det i Norge, ham har jeg så utrolig meget respekt for! Vi tog nemlig en placement test for at se hvor vi lå og ja… lad os bare sige, der ikke var nogen tvivl om mit valg :-)

Men jeg tror det er utrolig vigtigt ikke at drukne sig selv i skolearbejde mens man er her, for det er jo virkelig ikke derfor jeg valgte at tage på UWC. Det er nemlig for alle de oplevelser, der følger med! Der sker nemlig tusind ting der intet har med det akademiske at gøre hver dag her! I weekenden tog vi fx på oplevelsestur til San José uden guide, og blev kun lidt væk…

En glad dansker i San José - Coco og jeg må dog snart lære at tale spansk, hvis vi skal blive ved med at blive væk

Taditionel Costa Rica kanel-is på begge billeder - en special smagsoplevelse...

De første par dage på PC

De første par dage på Pearson er så småt ved at være gået, dage som har indeholdt flere oplevelser end jeg troede muligt på så kort tid. Jeg er så småt faldet til i mit nye hjem (Japan House) med mine roomies fra Chile, Maurisius og Japan. De sidste par dage har blandt andet budt på kultural speed dating, en aften under stjernerne ved skolens eget observatorium, cykel- og svømmetest og meget mere. Alle de nye indtryk er overvældende når man som mig kommer fra en lille by i Nordjylland, men samtidig indbyder de til en lysere fremtid. Efter de få dage der er gået på skolen forbløffer det mig hvor hurtigt folk er faldet til og nyder hinandens selskab selvom diverse konflikter lige nu finder sted imellem nationer, som min ukrainske co-year sagde til mig: "I am not deffined trough the actions of my country, but trough the actions of myself."

Efter en stille dag med cykeltest (du må ikke køre på cykel hvis du ikke bestod) og svømmetest (du må ikke lave nogle aktiviteter indeholdende havet) blev mig og min huslærer Nazim fra Tyrkiet enige om, at det var tid til mit første bayjump (hoppe fra skolens mole) i 12 grader varmt vand. Efter mine første dage på skolen har jeg nu også modtager det første passdown (ting som gives videre fra forrige årgange) fra min danske tredjeårs elev Johan. På denne skole kan man ikke andet end undgå at føle sig som en del af noget større og jeg ville ønske at jeg kunne beskrive denne følelse med ord. Jeg kan i hvert fald sige med sikkerhed at det er muligt for folk fra forskellige baggrunde, kulturer og socialelag at leve sammen i ro og mag. Tiden på College er knap og der er derfor ikke tid til den store alene tid.

Alt godt herfra indtil videre.

Emil