Pantaphobia

Whilst tomorrow's luminaries, destined to bring about a genesis of peace, prosperity and sustainability, have journeyed off on their epic adventures which will challenge and fill them with everlasting joyous memories, a boy of same ilk, yet of different circumstance, lies crippled in his bed, his body plagued by a parasitic pathogen (AKA forknølelse). He carelessly casts an exhausted glance at his phone and the pictures of his compatriots. Their smiles are as contagious as his malady, yet seduce him into treacherous and malicious reverie of his own future. It brings him temporary pleasure. However, his happiness crumbles under the brutal realisation that what he yearns most for, he must patiently wait for. (#firstworldproblems)

Det er ikke for at sige at alt er doom and gloom. Jeg er lige så stille faldet  tilbage ind i dagligdagen efter et absolut skønt UWC short course, som ikke kun var skideskægt og fyldt med kærlighed, men også meget lærerigt. Men nu har jeg skaffet mig en dagligdag som jeg er glad for. Jeg blev for nyligt på et ansøgningsskema konfronteret med spørgsmålet: Hvad er din beskæftigelse?  Der stod jeg, stirrende fortabt ud i den blå luft. Min pantafobi (frygten af at mangle noget at lave) var blevet til realitet tænkte jeg. Men pludselig, in my most desperate hour (yeah I know I'm being quite overdramatic), an epiphany dawned upon me, and I emphatically filled in the box adjacent to the question with an opportunistic grin illuminating my face. "LIGE HVAD DER PASSER MIG!", stod der i store, fede bogstaver da jeg var færdig med mit mesterværk.

Jeg har nu ikke forklaret hvad jeg egentlig går og laver, men grunden til det er, at det er så varieret. Jeg er lige blevet fuldtidsansat i Lagkagehuset (den nye ved Lyngby station), så jeg har nu noget fast at planlægge alt det løse omkring. Noget som jeg bruger et godt stykke tid på er at danne a social sphere in which I feel entirely comfortable. Det er noget jeg lærte er nødvendigt for mig på mit UWC short course, da de mennesker jeg var omgivet af i Shetland var en fantastisk gave. Jeg er stensikker på at det ikke er ofte at man bliver så heldig at sådan en utrolig gruppe venner are served to you on a platter, og derfor skal der ydes en indsats for at opnå min utopiske vennekreds.

Personligt har jeg meget fokus på de næste måneder i Danmark. Selvfølgelig er det svært at ikke tænke frem på hvad der kommer til at være et af mit livs største oplevelser, men jeg prøver at lade være. Jeg har nu indset at det er hårdt på psyken at gå og glæde sig i lange perioder, nevermind half a year.  Det gør også at jeg ser på min tid op til Januar som en stor muglihed i stedet for en klods i vejen eller et fængsel. I dette tidsrum kan lave ting som jeg aldrig har haft tid til eller aldrig egentlig synes var noget for mig, men som jeg nu har tid til at afprøve alligevel.

Til sidst vil jeg, som jeg nu så hyppigt gør på vores lille facebookgruppe, ønske mine coyears held og lykke og jeg håber at I har det godt! Som I nok ved er jeg pissemisundelig, men også enormt glad og spændt på jeres vegne. Jeg lover at det er sidste gang jeg siger det.

P.S: Jeg beklager min underlig og ret random blanding af dansk og engelsk, men jeg føler at det er sådan jeg best convey my emotions :)

Sebastian Quaade, kommende UWCSA elev <3