UWC har været en drøm for mig meget længe, og udvægelsesprocessen var lang og skræmmende. Så da jeg endelig blev valgt var det meget uvirkeligt, og jeg forstår det sikkert ikke engang endnu. At få lov at gøre noget, du har drømt om, kan let resultere i urealistiske forventninger. Jeg tror dog mine forventninger alle let kan blive indfriet på dette fantastiske sted, men man skal bare ikke undervurdere hvor hårdt det er at tage væk hjemmefra. UWC er ikke det lette valg, og selv 2. års elever, der er lykkelige for at være her, tænker nogle gange at deres liv havde været så meget lettere hvis de var blevet hjemme. Skolen her er hård på en hel anden måde end noget sted i det danske skolesystem og ensomheden kan i sær i de første par dage være voldsom. Jeg har aldrig lidt af hjemve før, men de sidste par dage har jeg oplevet glimt af det, selvom jeg for det meste kan holde det på afstand.
I sær var det slemt i torsdags. Jeg havde lige været til en matematikprøve, som var så fjernt fra alt matematik jeg nogensinde har lært. Jeg har altid haft ret let ved matematik, men hold da op niveauet er et andet her! Nå men selvom det lyder åndssvagt udløste det en masse frustrationer, der havde ligget under overfladen: Hvorfor gør jeg det her mod mig selv? Jeg havde nogle fantastiske venner, en skøn familie og en masse frihed - hvorfor? Jeg nåede dog ikke at have ondt af mig selv ret længe før min kineser kom ind, så jeg tog mig sammen og vi gjorde os klar til "candle night". 2. års eleverne ville ikke fortælle ret meget om hvad denne aften var, men de sagde vi skulle glæde os.
Så klokken 7 stod alle 85 første års elever foran the social center. Det bliver mørkt alerede halv 7 her, og så er det altså bare HELT mørkt. Vi blev derefter hver især guided ind i salen med bind for øjnene af en 2. års elev. Da jeg åbner øjnene er vi alle placeret i en rundkreds, og i midten er der en masse tændte og slukkede fyrfadslys. Vi bliver bedt om at være helt stille og Ariana fra Venezuela fortæller os, at dette er en "night of reflection", hvor alle er velkomne til at dele deres tanker inde i midten og tænde et lys. "Ej det her kan jeg slet ikke tage seriøst, hvem gør sådan noget?". Jeg blev hurtigt ret overrasket da en Viktoria fra Brasilien kort efter går ind i midten. Man kan høre hendes små trip, så stille er der. Hun tænder langsomt et lys og deler hendes tanker om at være tilbage på skolen. Sådan bliver det ved, og snart er også 1. års eleverne aktive. At høre nogle andres tanker omkring at være her var så dejligt. Alle var glade for at være her, men mange havde også dybere problemer de gladeligt delte. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg følte mig som et medlem af scientology eller noget, hvad er det jeg har gjort. Men selvom konceptet på mange måder er for følern til den gennemsnitlige danskere, ramte det alligevel noget helt særligt.
Efter at have luftet utrolig tunge emner havde nogle lavet et kæmpe bål. Der stod vi så alle 160 rundt om bålet, lavede snobrød og skiftedes til at tude og falde i hinadens arme. Jeg har kendt disse mennesker i ca. en uge men følelser deler vi allerede. Det var en utrolig intens oplevelse. Jeg følte virkelig det var os mod verden. Vi er alle alene her, så derfor må vi være der 100% for hinanden.
Det er følelser som denne samhørighed som UWC det værd. Det er det der sætter alt det besværlige i baggrunden, og forhåbentlig det jeg vil huske de her år før. For det er pisse hårdt at være her, og det havde jeg måske undervurderet. Men selvom det ikke er det lette valg tror jeg på mange måder alligevel det bliver det helt rigtige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar