søndag den 31. august 2014

Introcamp wiiiiii

Så er der næsten gået en uge siden jeg skrev sidst, men det kan altså godt være lidt svært at få tid til det. Det er faktisk også lidt svært at skrive et eller andet helt specifikt, for der sker simpelthen så meget, at det kan være svært bare at fortælle om et eller andet.

Ugen har dog været fyldt med en masse gode oplevelser. Den startede ud med at vi i mandags tog afsted på vores camp til Roblealto, som ligger ca. 2 timer fra skolen oppe i bjergene. Det var et utrolig smukt sted med udsigt ned over San José, og da vi om aftenen sad og så forskellig underholdning i amfiteatret kunne man se tusind lys.


Vi var inddelt i cambins med en 2-årselev som leder. Det var sjovt at være inddelt på en helt anden måde. Der er ca. 160 elever på skolen, og jeg vil så gerne lære dem alle at kende, selvom det selvfølgelig at svært at opnå i løbet af nogle uger. Hytten som den foroven var sådan en jeg boede i med 7 andre piger. Det var noget tæt, men med varmt bad er det jo svært at droppe sig efterhånden.



Ved campen var der pool, fodboldbane, volleybane, paintball, glidebane og utrolig smuk natur. Jeg ville ikke have noget imod at blive der et par dage til... Pointen med campen var selvfølgelig mest af alt at lære hinanden bedre at kende, så vi gennemførte en hel masse lege med en meget fin morale i slutningen ;-)



Vi skulle dog engang imellem også gøre nogle lidt mere alvorlige ting. Fx havde vi en hel time "og reflection" hvilket vil sige vi skulle sidde et eller andet sted og tænke dybe tanker på kommando. Jeg må indrømme det ikke ligefrem var let for mig, men det er meget sigende for det her sted, at alle gjorde deres bedste, selvom nogle endte med at falde i søvn. Jeg må indrømme jeg også selv var tæt på, men jeg holdt dog ud. For at gennemføre en IB skal man igennem en hel del reflection, så jeg kan vidst ligeså godt vænne mig til det. Efter den MEGET lange halve time skulle vi skrive et brev til os selv, som vi vil få udleveret i slutningen af året. Jeg satte mig helt nede ved floden i noget regnskov-ish terræn og skrev. Igen er det ikke ligefrem en dansk til at gøre, men jeg tror det gik nogenlunde. Jeg tror jeg må til at blive en person med lettere adgang til mine inderste følelser, hvis jeg skal gennemføre alt det her.  



Efter to rigtig gode dage ferien dog en ende, og det var tid til at tage tilbage til campus. Det var mærkeligt at komme hjem og føle det som om man kom hjem. Selvom jeg kun har været her i 2 uger, føler jeg allerede et tæt bånd til det her sted, og ikke mindst alt det, der foregår her.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar