Så blev det også min tur; jeg er simpelthen blevet spændende nok til at have en blog!
Heldigvis handler denne blog ikke kun om mig, men om mange af dette års danske UWC-elever og vores oplevelser fra nogle af de 14 internationale skoler placeret overalt i verden. Jeg håber bloggen først og fremmest vil give dem, der følger med, en oplevelse af livet på en UWC-skole. Jeg vil prøve at lave mange indlæg de næste to år på enten dansk eller engelsk
Dette er så mig - samme pige som står med en akavet åben mund på tema billedet;) Egentlig tyvstarter jeg lidt med dette indlæg, men da jeg tager afsted om 7 dage(!) og da UWC-tankerne kører rundt i mit lille hoved, tænkte jeg, det var okay. Da jeg fik optagelsesbrevet i foråret, midt i et større foredrag på min skole var min første reaktion et hvin, og en hel del små hop rundt i en cirkel hvorefter foredraget blev droppet til fordel for noget champagne på Halmtorvet klokken 10 om morgenen.
Siden da, har jeg prøvet at få min eufori ned på et mere tåleligt niveau, men som det hele kommer tættere og tættere på, kan jeg stadig ikke få mine arme ned af ren spænding!
Jeg kan slet ikke forstå, at jeg er en af de heldige, der får lov til at repræsenterer Danmark derude i den store verden. Selvom en sådan ære selvfølgelig indebærer ansvar, kan jeg ikke komme på en idé, jeg hellere vil støtte, end UWC. Skolerne gør et fantastisk stykke arbejde; dels ved at skabe broer og forståelse mellem vidtforskellige kulturer, samt give unge fra mindre resourcestærke lande en chance for en bred og nyttig uddannelse og åbne verden op for vores generation. Tænk at jeg skal være en del af det - helt ærligt, det er for sindsygt!!!
De sidste par måneder er gået så hurtigt og har været fyldt med fantastiske oplevelser med venner og familie, og den sidste uges tid skal også nydes i fulde drag. Jeg vender hjem til Danmark i morgen efter en skøn lang ferie med familien i Grækenland, så der står den på 5 dage fyldt med dejlige mennesker. Jeg kan ikke forstå at disse mennsker, som er en stå stor del af min hverdag snart vil være væk til fordel for spanskafleveringer, bananer og mærkelige frøer. Det hårde på gensyn kan jeg slet ikke forberede mig på, så jeg prøver at lade vær med at tænke for meget på det, selvom det selvfølgelig er umuligt. Heldigvis gør jeg allerede nu mit bedste for at blive en rigtig lokal costaricaner med hjælp fra denne - baby steps i know, men alligevel:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar